dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
130 urørte millioner i pulje til plejehjemskøkkener
Foto: Anders Brohus, Polfoto.

130 urørte millioner i pulje til plejehjemskøkkener

DF vil have ny ansøgningsrunde, efter at kommunerne kun har søgt om 295 af 425 mio. kr. til at renovere og etablere køkkener på plejecentre

Det er sjældent, at kommunerne får tilbudt en stor pulje penge uden at sige ja tak.

Det gælder ikke desto mindre næsten en tredjedel af de 425 mio. kr., som Dansk Folkeparti fik afsat i finansloven for 2017 til at lave eller renovere køkkener på landets plejecentre, så det kan komme til at dufte af nylavet mad hos de ældre.

Da ansøgningsfristen udløb op til weekenden, var der kun søgt om knap 299 mio. kr., og fredag trak både Rebild og Tønder deres ansøgninger, så det samlede ansøgte beløb er under 295.000 kr. fordelt på 63 kommuner. Dermed er der 130 ubrugte mio. kr. tilbage, viser en opgørelse fra ministeriet.

Ny ansøgningsrunde
Dansk Folkepartis ældreordfører, Jeppe Jakobsen, mødes tirsdag med ældreminister Thyra Frank (LA) for at finde ud af, hvad man stiller op med de uønskede køkkenmillioner, oplyser han til dknyt. Jeppe Jakobsens holdning er, at der skal laves en ny ansøgningsrunde i håb om, at det får flere kommuner til at søge.

- Vi skal have en ny runde hurtigst muligt, hvor vi får fortalt de kommuner, som ikke har søgt, om mulighederne. Vi skal måske sende et lille idekatalog ud, siger han til dknyt.

Flere kommuner har kritiseret, at der ikke følger penge med til at bemande de nye, decentrale køkkener, og at puljen først kunne søges, efter at de kommunale budgetter var lagt. Ældre- og handicaprådmanden i Odense, Brian Skov Nielsen (EL), kaldte puljen 'lidt en hadegave'.

Jeppe Jakobsen har dog ikke meget forståelse for indvendingen om, at der skal ekstra personale til køkkenerne.

- De kan jo bruge nogle af pengene i værdighedsmilliarden. Man kan også betragte køkkenerne som geniale til at forebygge underernæring blandt de ældre, som koster milliarder. Det er en god forretning for kommunerne at søge puljen, mener han.

Måske længere frist
DF's ordfører er dog åben over for den kritik, der har lydt fra blandt andet Viborg Kommune om, at der er afsat for kort tid, når pengene skal være brugt inden årets udgang.

- Jeg har hørt flere sige, at puljen er meget kortfristet, og det er vi lydhøre over for, siger han til dknyt.

Hvis en ny runde heller ikke giver ansøgninger nok til puljen, forestiller Jesper Jakobsen sig, at pengene kan blive overført til at hjemliggøre plejecentrene på andre måder eller lægges oveni den pulje på 25 mio. kr., som i finansloven er afsat til bedre mad til hjemmeboende ældre.

- De penge skal komme de ældre til gavn. Hver en krone skal bruges til de ældre, siger han.

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.