Regioner får fælles ansvar for kræftpatienter
Ovenpå kræftskandalen i Region Midtjylland, hvor cirka 300 patienter ventede for længe på en operation, skal kræftafdelingerne i landets fem regioner arbejde tættere sammen. Regionerne har derfor etableret et samarbejde om nogle af de mest alvorlige kræftsygdomme, blandt andet mave-tarmkræft og lungekræft.
Det skal sikre et fælles ansvar for, at kræftpatienter kommer hurtigst muligt i behandling på tværs af landet, siger formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S).
- Vi er klar over, at der på nogle kræftområder er kapacitetsudfordringer. Idéen er at bruge hele kapaciteten i landet bedst muligt. Så det venter jeg mig en del af.
I 2022 blev kun 74 procent af de registrerede kræftpakkeforløb gennemført inden for standardforløbstiden. Det er det laveste antal nogensinde. Tallene skal ses i forhold til, at der var over 160.000 pakkeforløb, og at antallet af kræftpakkeforløb siden 2016 er steget med 30 procent.
- Vi behandler mange flere kræftpatienter end nogensinde, også indenfor de maksimale ventetider, siger Anders Kühnau.
Et skridt i den rigtige retning
Lægefaglig direktør i Region Syddanmark Kim Brixen peger på, at målet fortsat er, at de fleste patienter skal behandles i nærheden af, hvor de bor.
- Patienterne skal jo ikke flakke på tværs af landet. Men det kan være en mulighed for de patienter, der har overskud til det, og hvor sygdom og behandling passer til det, siger Kim Brixen.
Administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker er positiv over for samarbejdet. Han kalder det et skridt i den rigtige retning.
- Vi har længe efterlyst, at samarbejdet og ansvaret på tværs af regionerne styrkes. Det bliver det nu, og det er godt for patienterne.
Her og nu løser det dog ikke problemerne med ventetiden.
- Men på længere sigt kan det give en bedre udnyttelse af kapaciteten, så flere patienter behandles til tiden.
Tilbage i marts præsenterede indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) en genopretningsplan for kræftområdet. I den indgår som et centralt punkt, at regionerne i større omfang skal bruge kapaciteten på tværs af landet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.