Endnu flere kan have fået amputeret benet unødvendigt
Flere patienter end hidtil troet kan unødigt have fået amputeret et ben. Det skriver TV 2, efter at Region Sjælland og Region Syddanmark har gennemgået sager om benamputation gennem de seneste ti år.
Her er der samlet fundet 215 nye tilfælde, hvor patienter er blevet vejledt til at at søge erstatning. Sagen udspringer fra Region Midtjylland, hvor 194 patienter er blevet vejledt til erstatning. Dermed er der nu over 400 patienter, der er blevet vejledt i at søge erstatning efter en benamputation.
- Det er sørgeligt og tragisk. Det er katastrofalt for det enkelte menneske at miste et ben eller to. Og hvis det ikke er nødvendigt, men er sket på grund af en fejl, så er det grotesk og skandaløst, siger formand for Amputationsforeningen, Marianne Palm, til TV 2.
Antallet kan vokse yderligere, da Region Sjælland endnu ikke er færdig med sin gennemgang, skriver mediet. Hverken Region Sjælland eller Syddanmark vil kommentere på fundet af de nye sager til TV 2.
I en pressemeddelelse, som Region Sjælland har sendt ud efter historiens udgivelse, åbner de dog for at flere kan søge om erstatning. Hidtil har det kun været muligt at søge og få erstatning, hvis patientforløbet har fundet sted i løbet af de seneste ti år. Det udvider regionerne nu efter aftale med Patienterstatningen, så perioden løber fra 1. januar 2010.
Kræft og ulykker undtaget af ny praksis
Den nye praksis gælder for patienter, der har fået amputeret et ben af andre årsager end kræft og ulykke.
- Jeg vil gerne komme med en klar opfordring til, at patienter eller pårørende gør brug af denne mulighed, hvis de er utrygge ved, om der er sket fejl i behandlingsforløbet. Vores uvildige patientvejledere er klar til at hjælpe med at starte en sag om vejledende udtalelse fra Patienterstatningen, siger lægefaglig koncerndirektør i Region Sjælland Jesper Gyllenborg i pressemeddelelsen.
Også de, der allerede har fået afvist deres klage på grund af forældelse, kan nu få den genoptaget.
Det er dog langt fra sikkert, at det vil føre til udbetalte erstatninger. De fleste sager afvises nemlig.
TV 2 skriver, at der i alt er 356 patienter, der har rejst en sag om erstatning. Patienterstatning har afgjort 152 af dem, og det har ført til, at 34 har fået udbetalt erstatning.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.