dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Aalborg beder styrelse undersøge køkkenhaver nær skolebrand
Branden på Løvvangskolen opstod mandag, hvor dette billede er taget.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Aalborg beder styrelse undersøge køkkenhaver nær skolebrand

Skolebrand har også fået kommunen til at tjekke fire nærliggende daginstitutioner.
3. JUL 2024 6.16

AALBORG: Miljøafdelingen i Aalborg Kommune er gået i dialog med Fødevarestyrelsen angående indtag af fødevarer fra haver og kolonihaver i området omkring Løvvangskolen, oplyser kommunen.

Søndag aften opstod en kraftig brand på den lukkede skole i Nørresundby. Det er nedfald og sod i forbindelse med branden, der har fået kommunen til at række ud til Fødevarestyrelsen, oplyser kommunaldirektør Tommy Christiansen i en skriftlig meddelelse.

- Samtidig er det jo lige sæson for køkkenhaver, så derfor vil vi gerne være sikre på at give borgerne den rigtige vejledning om det mad, vi har i haverne, og hvad vi skal gøre ved det, inden vi spiser det. Og her er Fødevarestyrelsen den myndighed, der kan give det rigtige svar, skriver han.

Tommy Christiansen fortæller, at kommunen løbende har taget målinger for at se, om der var skadelige stoffer i sod og nedfald fra branden.

- Kun i den umiddelbare nærhed af de nedbrændte bygninger er der registreret risiko for forekomst af asbest, skriver han.

Aalborg Kommune forventer onsdag at få mere information fra Fødevarestyrelsen, om hvordan borgerne i området nær branden skal forholde sig til fødevarer i haver.

Legeredskaber skal vaskes

Kommunen oplyser desuden, at den har tjekket tilstanden på fire kommunale institutioner nær branden. Her er vurderingen, at man er på den sikre side, hvis legeredskaber skal vaskes af, inden de igen benyttes.

Derudover er ventilationen på institutionerne ved at blive undersøgt for at vurdere, om filtrene skal skiftes.

Beboere nær skolen opfordres til at samle eventuel nedfald fra branden sammen i en pose og smide det til restaffald. Desuden bør flader og redskaber vaskes af med sæbevand.

Branden på den lukkede skole brød ud søndag. Mandag opfordrede politiet beboere i området nær skolen til at søge indenfor og slukke ventilation samt lukke døre og vinduer.

Tirsdag ulmer det stadig på skolen, og der kommer til at gå flere dage, før brandteknikere kan undersøge stedet. Det er dermed endnu uvist, hvad årsagen til branden er. Politiet har dog oplyst, at det arbejder med en hypotese om, at den er påsat.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.