Forskningsprojekt vil fastholde sosu-elever med migrantbaggrund
Forskningsprojektet Fra Migrant til SOSU-aspirant (MIGSOSU) er et samarbejde mellem Vive og Aarhus Universitet, som har til formål at undersøge, hvordan man kan understøtte, at flere herboende migranter uddanner sig som social- og sundhedsprofessionelle og tager arbejde i ældreplejen.
Formålet er at bidrage med løsninger til, hvordan sosu-skoler og kommuner kan blive bedre til at skabe attraktive og inkluderende uddannelses- og arbejdsmiljøer, og give personer med migrantbaggrund redskaber til at forbedre deres læring, kommunikation og samarbejde på arbejdspladsen.
Projektet har en række anbefalinger til arbejdspladserne, så eleverne kan få bedre støtte under oplæring, heriblandt en ny app, der kan hjælpe elever med sprogvanskeligheder.
- Vi har i samarbejde med Alexandra Instituttet udviklet SOSU Appen, som kan hjælpe eleverne i plejesituationer, når de taler med borgerne, og med at finde de rigtige ord for de enkelte kropsdele. I appen kan eleverne også få hjælp til fagsprog og forkortelser, siger Johanne Korsdal Sørensen, projektudvikler på MIGSOSU på Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Projektets resultater vil blive offentliggjort på en konference den 29. august på Aarhus Universitet.
Manglende arbejdskraft på ældreområdet
I dag mangler 73 pct. af kommunerne sosu-personale, og i 2035 vil der mangle mindst 15.000 faglærte social- og sundhedsmedarbejdere. Dette skyldes en vækst i antallet af plejekrævende ældre, lavere antal nyuddannede sosu'er samt at mange ansatte i faget går på pension de kommende år.
Sosu-skolerne oplever et betydeligt frafald af studerende med migrantbaggrund bl.a. i praktikforløbet, mens kommunerne oplever, at mange sosu-medarbejdere vælger at forlade faget efter nogle år. Elever og medarbejdere med migrantbaggrund kan være udfordrede af sprogbarrierer, samt kendskabet til og forståelsen af sociale og kulturelle normer i samarbejdet med kollegaer og borgere.
- For at sikre en succesfuld uddannelse og et godt arbejdsliv for elever og medarbejdere med migrantbaggrund er der brug for viden om, hvilke udfordringer og barrierer de møder i hverdagen. Netop det har vi undersøgt i projektet, og det er de resultater, vi vil præsentere på seminaret, siger Sara Lei Sparre, seniorforsker hos Vive, i en pressemeddelelse.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.