Budget 2025: Midtjylland vil have mere behandling tæt på borgerne
MIDTJYLLAND: Patienter i Region Midtjylland skal have sundhedstilbud tættere på deres hjem, og der skal sikres hurtigere adgang til behandling. Det skriver regionen i en pressemeddelelse, som præsenterer budgettet for 2025.
- Med budgetaftalen styrker vi hospitalerne, så de er rustet til de store udfordringer, sundhedsvæsnet som helhed står over for. Samtidig har vi nu skabt rammerne for, at midtjyderne i fremtiden får sundhedstilbud og behandling tættere på deres bopæl. Sundhedsvæsnet er under forandring i disse år. Også i Region Midtjylland, og jeg vil gerne rose regionsrådet for en rigtig god aftale, der griber ansvaret for den forandring og på samme tid sikrer penge til en række initiativer, der direkte gavner patienterne, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Det samlede budget på 34,5 mia. kr. fordeles til regionens tre hovedområder: sundhed, socialområdet samt regional udvikling.
Sundhed tættere på borgerne
Sundhedsvæsenet er presset af både ventelister, mangel på medarbejdere og stigende efterspørgsel på sundhedstilbud som følge af markant flere ældre i de kommende år.
Regionsrådet fordeler 96,6 mio. kroner til hospitalerne for at møde fremtidens øgede efterspørgsel på behandling. 25 mio. kroner bliver afsat til sundhedstilbud tættere på patientens hjem. Der nedsættes et midlertidigt politisk udvalg, som sammen med relevante eksperter skal afdække, hvor der kan ske etablering eller udflytning af tilbud til det nære sundhedsvæsen inden for rammerne af regionens eksisterende sundhedshuse.
Regionsrådet har et ønske om at udvikle og styrke regionens position som en attraktiv samarbejdspartner for kommunerne på socialområdet med udgangspunkt i Visions- og udviklingsplan for Socialområdet i Region Midtjylland, der blev vedtaget i 2023.
På det regionale udviklingsområde er der balance i økonomien i den kollektive trafik. Regionsrådet fremhæver i budgetaftalen bl.a. sin ambition om, at regionen styrker sin indsats på klimaområdet.
Revideret helhedsplan for Silkeborg
Region Midtjyllands anlægsramme er på 831 mio. kr. Sammen med budget 2025 godkender regionsrådet Investeringsplan 2025-2033. Investeringsplanen rummer regionens egne rammer for nye byggerier, renoveringer, it og medicotekniske investeringer.
Der afsættes 5 mio. kroner til styrkelse af kapaciteten i Center for Planlagt Kirurgi. Derudover skal der med udgangspunkt i det allerede afsatte beløb på 78 mio. kr. i anlægsmidler til Regionshospitalet Silkeborg udarbejdes en revideret helhedsplan for hospitalet i løbet af efteråret 2024.
Fakta om budgetforlig 2025
Region Midtjylland har et samlet budget på 34,5 mia. kroner fordelt på tre hovedområder:
- Sundhed: 32,1 mia. kr. (incl. anlæg på 0,8 mia. kr.)
- Social: 1,8 mia. kr. (incl. anlæg på 0,07 mia. kr.
- Regional Udvikling: 0,6 mia. kr. (ingen anlæg)
Se tema om Budget 2025 her.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.