dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Midtjylland vil udfase delestuer i psykiatrien

I Region Midtjyllands budgetforlig er et af hovedpunkterne, at flersengsstuer i psykiatrien skal være udfaset i løbet af 2026. Overlæge i psykiatrien i Aarhus mener, at det burde ske hurtigere.

REGION MIDTJYLLAND: Som et led i Region Midtjyllands plan for psykiatrien skal det være slut med flersengsstuer i psykiatrien, dvs. psykiatriske patienter skal ikke længere kunne ende med at være to på en stue. Udfasningen er ifølge regionens budgetforlig sat til at være gennemført i løbet af 2026.

Når to patienter deler stue, er det vanskeligt for en patient at kunne trække sig, når der er behov for at være alene. Regionen mener derfor, at overbelægningen ikke understøtter det gode patientforløb, og derfor skal det være slut.

Det er dog ikke alle som synes, at udfasningen kan vente så længe. Peter Møller Andersen, som er ledende overlæge i psykiatrien på Aarhus Universitetshospital, udtaler til TV2 Østjylland, at det er en vigtig beslutning, men han undrer sig over, hvorfor politikerne ikke rykker hurtigere på tiltaget.

- Vi har jo desværre set tilfælde, hvor patienter på delestuer er kommet op at slås, og der er eksempler på, at én har forsøgt at slå den anden ihjel i en psykose eller forsøgt at tage livet af sig selv. Det får man det ikke bedre af som indlagt patient, og så går der længere tid, før man bliver udskrevet. Det bekymrer mig, at vi på den måde har et tilbud, der ikke gavner vores patienter, forklarer Peter Møller Andersen til kanalen.

De rolige patienter skal dele

Ifølge Peter Møller Andersen har psykiatrien fået flere klager over forholdene fra patienter og pårørende, og nogle patienter oplever en forværring i deres tilstand. I dag er det sådan, at patienter i retspsykiatrien og patienter, som kommer ind akut eller er ledsaget af politiet under tvang, skal have enestue. Han forklarer, at der dagligt er fire patienter, der skal flyttes sammen, og det er de mest rolige patienter, som bliver udvalgt.

I budgetforliget fremgår det, at der netop er taget et nyt sengeafsnit i brug i Horsens, og derudover er der planlagt byggerier af nye sengeafsnit, der er etableret udgående teams, og samarbejdet med bosteder og kommunerne er styrket. Disse tiltag skal være med til at sikre, at flersengsstuer vil høre fortiden engang i 2026.

Fakta fra Region Midtjyllands budgetforlig:

  • Fra 2025 modtager Region Midtjylland 88 mio. kr. årligt til psykiatrien, der bl.a. er øremærket til at understøtte
    en hurtigere udredning og behandling i børne- og ungdomspsykiatrien.
  • Af demografimidlerne til hospitalerne, som er på 96,6 mio. kr., er 12,8 mio. kr. sat af til Psykiatrien.
  • Der opføres 16 nye retspsykiatriske pladser, som er tilknyttet den eksisterende psykiatri i Aarhus.
  • Der er afsat 679 mio. kr. til opførelsen af en ny psykiatri i Viborg. Den nye psykiatri skal indeholde 96 sengepladser og erstatter retspsykiatrien og den almene hospitalspsykiatri i Viborg.

SRS

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.