dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Sundhedsordfører vil genbesøge forslag om afskaffelse af system for utilsigtede hændelser

Regeringen har foreslået at afskaffe det nationale system for utilsigtede hændelser, men sundhedsordfører mener ikke, at de er blevet oplyst godt nok om forslaget.
11. SEP 2024 10.50

Som et led i administrative besparelser i finanslovsudspillet har regeringen foreslået at afskaffe det nationale system for utilsigtede hændelser. Men det har ikke været klart fra starten, at der var tale om at droppe systemet helt. Blandt nogle politikere var forståelsen, at der kun skulle fjernes noget dobbeltarbejde. Det skriver Altinget.

Sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R) fortæller til mediet, at det på et møde med sundhedsminister Sophie Løhde (V) og repræsentanter for Styrelsen for Patientsikkerhed ikke stod klart, at hele systemet skulle afskaffes. Og han er mindre positiv stillet overfor forslaget nu, fordi der er blevet rejst bekymringer om patientsikkerheden. Sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF) har ligeledes udtalt til mediet, at hun forventer, at forslaget vil blive genbesøgt.

Stigning i samlerapporteringer

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed har systemet for utilsigtede hændelser til hensigt at give sundhedspersonale på tværs af kommuner og regioner mulighed for at lære af egne fejl. Ved at rapportere hændelser kan fx en kommune eller en afdeling få indblik i, om der er grund til at ændre i arbejdsgange, oplæring osv.

Alle rapporteringer er anonyme, hvilket skal sikre, at flere hændelser rapporteres, fordi medarbejdere ikke skal frygte at blive hængt ud pga. fejl. De utilsigtede hændelser er af varierende karakter fra ufarlige til dødelige og kan rapporteres enkeltvis eller som samlerapporteringer.

Det konkrete dobbeltarbejde kommer i spil, når der laves samlerapporteringer. Til Altinget forklarer Styrelsen for Patientsikkerhed, at "der har været en stigning i antallet af samlerapporteringer, hvor man lokalt rapporterer en hændelse med papir og pen, hvorefter samme hændelse på et senere tidspunkt indberettes elektronisk." Og netop denne procedure mener styrelsen kan undværes, fordi hændelserne i samlerapporteringerne ikke er til fare for patientsikkerheden.

SRS

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.