Minister sender gode råd ud til kommuner efter svind i farlig medicin
Fra foråret 2023 og frem til den 26. august 2024 er der forsvundet medicin fra et eller flere plejehjem i mindst 38 kommuner. Det er på trods af, at der har været øget fokus på svind af farlig og stærk medicin på landets plejehjem.
Nu skal der sendes gode råd ud til landets kommuner for at mindske svindet. Det fremgår af et svar fra sundhedsminister Sophie Løhde (V) til Folketingets Sundhedsudvalg, skriver TV2 Østjylland.
- I tillæg til de eksisterende vejledninger har jeg bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om at udarbejde et kortfattet materiale med gode råd for undgåelse af medicinsvind, som man i hjemmeplejen og på bosteder kan støtte sig op ad. Jeg forventer, at dette materiale vil kunne udsendes til kommunerne oktober/november 2024, skriver ministeren i svaret.
Indenrigs - og Sundhedsministeriet har ikke opgørelser over omfang eller typer af medicinsvind fra ældreplejen eller bosteder.
Politiet inddraget i 18 kommuner
Styrelsen for Patientsikkerhed har tidligere slået fast, at ansvaret ligger hos det enkelte plejehjem. Om der er tale om sjusk, tyveri eller noget helt tredje, er i mange sager uopklaret. Men i 18 kommuner er politiet blevet inddraget én eller flere gange.
På listen over produkter, der forsvinder, går stofgrupperne opioider, benzodiazepiner og antipsykotika igen. Det er medicin, som er farligt og stærkt vanedannende.
Se TV2 Østjyllands kort over medicinsvind fordelt på kommunerne her.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.