Asbestplader efterladt i naturen i Sønderborg
SØNDERBORG: Flere asbestplader er fundet i en rundkørsel ved Sønderborgmotorvejen, og meget tyder på, at de stammer fra den ejendom, hvor virksomheden LM Multiservices har fået påbud af Arbejdstilsynet for bl.a. at lade børn tage de sundhedsfarlige asbestplader ned uden beskyttelse. Det skriver DR.
Pladerne i rundkørslen ligger sammen med samme slags plastic og sodavand, som blev brugt på ejendommen, og ejeren, Nick Horup, er ikke i tvivl om, at tagplanerne stammer herfra. Rundkørslen ligger mellem ejendommen og en genbrugsstation i Skodsbøl.
Thomas Pedersen, der er rådgiver i LM Multiservices, afviser, at affaldet har noget med virksomheden at gøre. Sønderborg Kommune oplyser til DR, at man rydder op i rundkørslen efter, hvad man betragter som et uheld, og besigtiger stedet for at vurdere, om det er forurenet af asbest.
Kommunen har tidligere oplyst til JydskeVestkysten, at Nick Horup i februar fik godkendelse til at rive ejendommen ned og køre asbestpladerne på genbrugspladsen, hvor det er gratis for privatpersoner at aflevere dem. Kommunen kontrollerer kun affaldets vægt, hvis det afleveres af et vognmandsfirma, og ved derfor ikke, om alle tagplader er afleveret.
- Vi vælger at tro, at de alle er kørt til Skodsbøl, for vi har ingen grund til at tro andet, sagde miljømedarbejder Lisa Nielsen til avisen.
Kommunen vil i denne uge vurdere, om der skal tages jordprøver på den pågældende grund for at undersøge eventuelle asbestrester.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.