Mindre medicin og magtanvendelse:
360 graders videooptagelser skal gøre plejecentre klogere på demens
HJØRRING: Forskere skal undersøge, hvad der sker i samspillet med omgivelserne, når borgere med demens udvikler uhensigtsmæssige handlinger som tegn på mistrivsel. Helsefonden støtter projektet, lyder det fra Professionshøjskolen UCN, som samarbejder med Hjørring Kommunes ældrecenterområde om projektet.
Omkring 89.000 danskere har diagnosen demens, og det anslås at ca. 8.000 af dem har det, som kan kaldes udfordrende adfærd. Det kan være, at de bliver udadreagerende overfor pårørende eller personale på plejehjemmet i form af spark og slag, eller at de går i den anden grøft og lukker sig helt inde i sig selv. Hos Professionshøjskolen UCN vil man nu tage en ny metode i brug i arbejdet med at klæde personalet på plejecentrene bedre på, og dermed i sidste ende hjælpe borgere med demens.
Helsefonden finansierer et nyt projekt, hvor forskere de næste halvandet år skal følge med på sidelinjen på tre plejecentre i Hjørring Kommune.
Ph.d. og lektor ved UCN, Anni Mortensen, er projektleder og fortæller, at kernen i projektet er, at de skal komme tættere på, hvad der udløser de udfordrende reaktioner.
- Vi skal lave en række 360 graders videooptagelser af hverdagen på plejecentret. Efterfølgende skal vi analysere optagelserne for at udpege, hvad der forhåbentlig kan have en forebyggende effekt, så den udfordrende adfærd bliver mindre, og borgerne får et bedre hverdagsliv. Hvis det sker, vil det samtidig have en positiv indvirkning på arbejdsmiljøet for personalet, fortæller Anni Mortensen, der sammen med lektor Rikke Brændgaard Sørensen repræsenterer UCN i projektet.
Store forhåbninger
Indsatsen tager udgangspunkt i neuropædagogiske tilgange, hvor der er et særligt fokus på at forstå menneskers adfærd på baggrund af de tegn, som borgere giver. Personalet skal arbejde målrettet med at observere tegn hos borgeren og forstå, hvad der ligger bag.
I ældreplejen i Hjørring har områdeleder for kommunens plejecentre, Jette Pedersen, store forhåbninger til, hvad projektet kan bidrage med.
- Jeg håber, vi kan få nogle værktøjer til arbejdet med de borgere, som har det meget dårligt. Det kan være vanskeligt at vide, hvordan vi giver dem den bedste pleje. Jeg håber, at projekt kan gøre os klogere, men også danne grund for de faglige snakke, vi har på plejecentret, hvor personalet har mange forskellige faglige baggrunde, siger Jette Pedersen.
- Drømmen er, at vi kan nå til et punkt, hvor behovet mindskes for medicin og den magtanvendelse, som desværre nogle gange er nødvendig eksempelvis ved at føre en beboer væk fra en forsamling eller holde vedkommende fast for at give nødvendig personlig pleje, siger Jette Pedersen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.