MIDTJYLLAND / AARHUS: I år har 12 pladser i Region Midtjyllands psykiatri været optaget af færdigbehandlede patienter, som Aarhus Kommune har betalt regionen for at beholde, viser nye tal fra Region Midtjylland. Det skriver TV2 Østjylland.
De færdigbehandlede patienter fra Aarhus Kommune har fra januar til oktober i år tilsammen tilbragt 5821 dage i psykiatrien, selvom de egentlig ifølge en lægefaglige vurdering har været klar til at komme ud i et andet tilbud.
- Det betyder, at der kan være patienter, som har mere behov for at komme ind og få pladsen, som ikke kan få den, siger Henrik Gottlieb Hansen (S), der er formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Midtjylland.
Han mener, at Aarhus Kommune parkerer de færdigbehandlede patienter i psykiatrien for at spare penge.
- Det virker som en billig løsning for Aarhus Kommune. Den dagspris, de betaler hos os, er lavere, end hvis de selv skal ud og finde et andet tilbud, siger Henrik Gottlieb Hansen.
Prisen per døgn er cirka 2000 kr. for hver patient. Indtil videre i år har 39 forskellige patienter fra Aarhus Kommune været indlagt på psykiatrisk hospital i Risskov, mens de var færdigbehandlede.
Rekordhøjt beløb
Beløbet som Aarhus Kommune bruger på at få regionen til at beholde de færdigbehandlede patienter er rekordhøjt, viser et notat fra kommunen, som TV2 Østjylland har modtaget.
I år forventer kommunen, at udgiften bliver knap 5,9 mio kr.. Til sammenligning brugte man sidste år cirka 4,2 mio. kr.
Thomas Medom (SF), der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, erkender, at det ikke er hensigtsmæssigt, at en færdigbehandlet borger optager en sengeplads i psykiatrien.
- Men det er heller ikke hensigtsmæssigt, at en borger hurtigere meldes færdigbehandlet grundet presset i regionspsykiatrien. Og det er heller ikke hensigtsmæssigt at udskrive en borger, hvis der ikke er en plads ledig. I de situationer vælger forvaltningen at afholde udgiften til færdigbehandlingstaksten, skriver Thomas Medom i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.
Mangel på sengepladser
Henrik Gottlieb Hansen understreger, at beslutningen om at erklære en patient færdigbehandlet beror på en lægefaglig vurdering. Han mener, at det vil hjælpe gevaldigt, hvis Aarhus Kommune reducerede antallet af dage, hvor færdigbehandlede optager pladser i psykiatrien.
- Det vil betyde, at vi vil have nogle flere sengepladser, siger Henrik Gottlieb Hansen.
Ifølge Thomas Medom er Aarhus Kommune også interesseret i at reducere antallet af færdigbehandlingsdage.
- Derfor ser vi sammen med Region Midtjylland på, hvordan vi kan gøre det bedre for denne gruppe af borgere, der oftest er meget syge. Tilsvarende samarbejder vi med regionen om bedre procedurer, så vi får besked i rette tid, når færdigbehandlede borgere bliver udskrevet. Vi skal finde løsninger sammen i stedet for at pege fingre af hinanden, skriver han.
Han udpeger en hårdt presset psykiatri som værende årsag til den i år rekordhøje udgift til indlagte, færdigtbehandlede patienter.
- Dette gælder såvel den regionale som den kommunale socialpsykiatri. Der mangler pladser og bedre normering. Det kan vi ikke være bekendt som samfund. Der er behov for et samlet nationalt løft til psykiatriområdet, så området har de nødvendige ressourcer, skriver Thomas Medom, der mener, at man i den henseende skal have Folketinget indover.
Aarhus Kommune arbejder sammen med Region Midtjylland om at etablere Psykiatriens Hus, der skal skabe nye døgnpladser til psykisk sårbare.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.