dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

42 millioner skal sikre flere behandlinger i Hovedstaden

Region Hovedstaden prioriterer nu 42 mio. kr. til at sikre flere behandlinger af patienter på hospitalerne, da regionens ventetider til behandling ikke alle steder er på samme niveau, som før indførelsen af Sundhedsplatformen
27. NOV 2017 22.11

HOVEDSTADEN: Den seneste vurdering fra Region Hovedstadens administration viser, at selvom regionens hospitaler generelt registrerer flere udførte behandlinger korrekt til Landspatientregistret, og behandler flere patienter, er der stadig tale om en væsentlig nedgang i aktiviteten på flere af regionens hospitaler.

Nedgangen i aktiviteten betyder, at regionen efter alt at dømme ikke kan leve op til det statslige krav i 2017 om at producere 2 pct. flere behandlinger. Dermed er regionen tvunget til at tilbagebetale sin andel af den statslige meraktivitetspulje på ca. 430 mio. kr.

Derudover kommer regionen formentlig også til at mangle op mod 300 mio. kr. i indtægter, fordi hospitalerne også behandler færre patienter fra andre regioner.

Kurven skal vendes
Den udvikling får nu politikerne i regionens budgetforligskreds 2018, der består af samtlige partier, til at prioritere 42 mio. kr., så hospitalerne kan få vendt kurven og behandle flere patienter.

- Som politikere er vi selvfølgelig ikke tilfredse med, at syge og tilskadekomne borgere skal bekymre sig, om hvor vidt de kan få hurtig udredning og behandling. Heldigvis har vi en robust økonomi i Region Hovedstaden, der betyder, at vi kan investere 42 mio. kr. til dels at beholde eller genansætte lægesekretærer, så vi kan hjælpe lægerne med at komme væk fra skærmen og få mere tid til at undersøge og behandle patienter, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S)

Hun understreger, at der stadig kan være behandlinger som er udført, men som endnu ikke er registreret korrekt i Landspatientregistret - og som dermed ikke indgår i opgørelserne over aktiviteten.

- Det står klart, at hospitalerne på grund af Sundhedsplatformen stadig er pressede mange steder, og derfor er det vigtigt for mig at understrege, at dette her ikke betyder en ny sparerunde. Vi har været forberedt på udfordringerne, og har sat penge af i budgettet til at imødekomme dem, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Færre behandlinger fra andre regioner
Ud over udfordringerne med den generelle aktivitet, viser de nyeste forventninger også, at regionen behandler færre patienter fra andre regioner end planlagt.

Dermed er der risiko for, at regionen kommer til at mangle omkring 300 mio. kr. i indtægter.

En del af forklaringen skal ifølge regionens administration findes i den generelle aktivitetsnedgang, samtidig med at andre regioner ikke længere sender så mange patienter til Region Hovedstaden - fordi de selv har udvidet kapaciteten indenfor en række behandlinger.

- Vi har været forberedt på den her udfordring i noget tid. Derfor har vi også løbende afsat penge til at imødekomme presset på budgettet som følge af, at vi får færre patienter fra andre regioner. Det er selvfølgelig ærgerligt, for det er jo penge, vi ikke kan bruge andre steder - men samtidig betyder det, at vi ikke skal ud i en større sparerunde. Det giver tryghed for medarbejderne, siger Sophie Hæstorp Andersen.

sl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.