dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Styrelsen for Patientsikkerhed anmelder flere læger end før
Foto: Jens Dresling, Ritzau Foto

Styrelsen for Patientsikkerhed anmelder flere læger end før

Styrelsen for Patientsikkerhed har anmeldt seks gange så mange læger for fejl som de to tidligere år. Organisationer mener, at styrelsen forfølger den enkelte læge frem for at forebygge fejlene i systemerne
15. DEC 2017 11.35

Styrelsen for Patientsikkerhed i år har anmeldt 12 læger, hvilket er seks gange så mange som de to tidligere år. Det kom frem da sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) tirsdag var i samråd i Folketingets Sundhedsudvalg i kølvandet på den såkaldte Svendborg-sag for at forholde sig til sagens konsekvenser for sundhedspersonalet.

Både Danske Patienter og Lægeforeningen frygter, at styrelsen går mere efter ansvarsplacering på den enkelte end forebyggelse og læring. 

- I kølvandet på Svendborgsagen er der sat spørgsmålstegn ved, om Styrelsen for Patientsikkerhed med strammerpakken er blevet for aktivistisk i sin linje, at der er gået inflation i antallet af politianmeldelser. For at få fakta på bordet har jeg bedt styrelsen om en opgørelse over udviklingen af politianmeldelser, lød det fra sundhedsministeren. 

Svendborg-sagen omhandler en diabetes-patient, der døde som følge af lavt blodsukker efter en ung læge havde bedt en sygeplejerske om at måle blodsukkeret ved en indlæggelse, men dette blev aldrig gjort. Lægen blev anmeldt for forsømmelse og skødesløshed, da hverken ordre eller handling var dokumenteret. Lægen fik i Østre Landsret i november en bødedom på 5000 kr., men sagen skal nu for Højesteret. 

Dommen har givet anledning til bekymring i sundhedsvæsenet. Frygten er, at hvis Højesteret stadsfæster bødestraffen, så vil det tvinge sundhedspersonalet til i fremtiden at bruge mere tid på papirarbejde end på patienterne. Dommen har ført til demonstrationer, da landets læger og sygeplejersker ikke mener, at ansvaret alene kan placeres på den unge læges skuldre.

Systemerne fejler, ikke den enkelte
Ifølge Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing går Styrelsen for Patientsikkerhed efter den enkelte læge for at placere skyld i stedet for at balancere ansvarsplacering med forebyggelse af fejl og læring.

- I virkeligheden er det meget svært at individualisere fejlene. Det er i langt de fleste tilfælde systemer, der svigter, og derfor bør man have fokus på, hvad det er for nogle organisatoriske set-ups, som de her læger og sygeplejersker arbejder i, sagde han i Deadline på DR2 tirsdag. 

Danske Patienters formand Camilla Hersom er helt enig i, at det er systemerne og ikke de enkelte læger og sygeplejersker, der svigter. 

- Jeg er fuldstændig enig i, at det der skal være formålet med at have et tilsyn (Styrelsen for Patientsikkerhed, red.) er, at vi kan lære af de fejl, der sker, for det er der, hvor vi kan højne niveauet, sagde hun i DR2-programmet. 

Styrelsen for Patiensikkerhed er nødvendig
Dog mener Ellen Trane Nørby, at styrelsen er et nødvendigt organ til at få øje på de sundhedsfolk, der ikke gør deres arbejde godt nok. Desuden mener hun ikke, at 12 anmeldelser er meget i forhold til de 40.000 læger, der er med autorisation i Danmark, men at det kan se voldsomt ud i medierne.

- Jeg vil sige, at det er nødvendigt med en styrelse, der hurtigt kan stoppe de sundhedspersoner, der er til fare for patientsikkerheden. Det er fuldstændigt afgørende for at bevare det høje niveau af patientsikkerhed, vi har i Danmark, og en stærk styrelse forudsætter også, at styrelsen i så fald kan føre en åben dialog og er lyttende overfor de parter, der føres tilsyn med, lød det i det åbne samråd fra ministeren. 

Hun påpegede dog også, at vi ikke skal have et 'amerikaniseret' sundhedsvæsen i Danmark, hvor sundhedspersonale frygter at gå på arbejde og føler sig nødsaget til at notere hver eneste lille handling, så journalerne udvikler sig til 'ubrugelige redskaber fyldt med irrelevante oplysninger'. 

- Det skal ikke være sådan, at den enkelte sundhedsperson skal rammes for forhold, der kan tilskrives manglende ressourcer og dårlig ledelse. Og derfor må vi også holde fast ved at regionerne har et klokkeklart ansvar for at sikre den nødvendige bemanding og tilrettelæggelse af arbejdet, så risikoen for at den enkelte begår fejl begrænses mest muligt, sagde Ellen Trane Nørby.

Nedsætter arbejdsgrupper
Ministeren oplyste på mødet, at der vil blive nedsat en arbejdsgruppe i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed, der skal se på, om der er behov for revision af reglerne om journalføring. 

- De reaktioner, der er kommet på baggrund af dommen fra Østre Landsret har givet stof til eftertanke og et behov for at overveje om reglerne om journalføring og fordelingen af ansvar er som de bør være og om de er fulgt med tiden, sagde Ellen Trane Nørby. 

Hun lagde også vægt på, at der skal være en balance mellem tiden til at udføre de kliniske kerneopgaver og dokumentere dem, og at der fortsat skal være mulighed for mundtlige ordinationer. Men som reglerne er i dag, skal mundtlige ordinationer skriftligt journalføres og det er noget af det, en anden arbejdsgruppe skal se nærmere på. 

Ministeren håber på, at arbejdsgrupperne kan være med til at komme de læger i møde, som åbenlyst føler sig ladt i stikken.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.