Silkeborg giver kultur på recept til langtidssygemeldte
SILKEBORG: Fælleslæsning, samtalesalon om kunst og et besøg hos Tollundmanden er bare nogle af de oplevelser, som borgerne, der har deltaget i projektet 'Kultur på recept', har fået med i bagagen.
Projektet har ordineret kultur til langtidssygemeldte borgere med let til moderat depression, stress og angst. Ifølge Silkeborg Kommune har det haft en positiv indflydelse på mental trivsel og velbefindende på over halvdelen af det første hold, der har været gennem forløbet.
Kommunen har i foråret 2017 gennemført fem hold med cirka 10 borgere på hvert og evalueret på forløbene via spørgeskemaer baseret på i alt 37 deltagere. Bl.a. har 38 pct. af deltagerne svaret før forløbet, at de følte, at de i mindre grad havde lyst og overskud til at være sammen med andre mennesker. Efter forløbet var det faldet til 9 pct.
- Vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe borgere tilbage på arbejdsmarkedet. Og Kultur på recept giver os et nyt redskab til at nå det mål. Derfor er jeg også glad for det flotte billede, evalueringen tegner. Kulturoplevelserne giver en positiv energi, så vi har et godt afsæt for at arbejde videre med den enkelte, siger Jørgen Skovhus Haunstrup, beskæftigelseschef i Silkeborg Kommune.
Projektet slutevalueres af Sundhedsstyrelsen ved udgangen af 2019, hvor data fra alle fire forsøgskommuner (Silkeborg, Aalborg, Vordingborg og Nyborg) indgår.
- Vores foreløbige evaluering giver et godt øjebliksbillede af, hvordan deltagerne har oplevet forløbet. Kultur på recept fortsætter et par år endnu, og vi håber selvfølgelig, at resultaterne fortsat vil understøtte den positive udvikling, forklarer Line Sørensen, projektleder på Kultur på recept i Silkeborg.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.