dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Mulig ankeinstans skal styrke lægers retssikkerhed

Otte tiltag skal genskabe tilliden mellem sundhedsvæsnet og Styrelsen for Patientsikkerhed
31. JAN 2018 13.06

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har efter en dialog med læger og sygeplejersker iværksat otte nye tiltag, der skal genskabe et tillidsfuldt samarbejde mellem sundhedsvæsnet og Styrelsen for Patientsikkerhed. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.

- Det har været stærkt bekymrende at se, hvordan dialogen mellem personale og tilsynsmyndighed er blevet forværret i sådan en grad, at det er endt i underskriftsindsamlinger. Det er fuldstændig underminerende for arbejdsvilkårene i vores sundhedsvæsen og for den tillid til sikker behandling, patienterne skal opleve, når de bliver indlagt, siger Ellen Trane Nørby.

Den seneste tid har læger og sygeplejersker givet alvorlig kritik af Styrelsen for Patientsikkerhed. I januar i et brev fra 9000 læger med et såkaldt mistillidsvotum til styrelsens direktør. Også 1700 tandlæger har skrevet under på et brev til ministeren, hvor de udtrykker mistillid til styrelsen.

Ministeren vil undersøge, om det er muligt at indføre en ankeinstans, som kan styrke lægernes retssikkerhed i tilsynssager.

Minister: løses ikke med fingerknips
Lægeforeningen kalder udspillet for et vigtigt skridt mod et bedre tilsyn. Det siger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, i en pressemeddelelse.

- Det er en god start på vejen mod et bedre tilsyn og en genopretning af tilliden mellem landets læger på den ene side og Styrelsen for Patientsikkerhed på den anden side. Det er meget glædeligt, at ministeren har lyttet til dette ønske fra os og får rettet op på lægers retssikkerhed på området, siger han.

Ifølge Ellen Trane Nørby kan konflikten ikke løses med et fingerknips.

- Men med disse initiativer tager vi nogle vigtige skridt. Det handler om at sikre et lærende dansk sundhedsvæsen med dygtige medarbejdere og en høj patientsikkerhed. Styrelsen for Patientsikkerhed blev jo netop til, fordi en række sager bar præg af manglende tilsyn og sikkerhed til skade for patienterne, siger hun og tilføjer: 

- Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan give vores sundhedspersonale nogle ordentlige arbejdsvilkår, hvor der er fokus på læring og respekt for hverdagen, siger hun. 

Ritzau / sl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.