Også for hjertepatienter halter Hovedstadens udredning bagefter
SUNDHED: Hjertepatienter venter alt for længe på en række operationer, og udredningsretten bliver alt for ofte ikke overholdt. Sådan lyder konklusionen oven på offentliggørelsen af monitoreringen af hjerteområdet for 3. kvartal i 2017.
Udredningsretten bliver overholdt i ca. 80 pct. af tilfældene, hvis alle regioner medtages i regnestykket.
Men i Region Hovedstaden er det kun 60 pct. af hjertepatienterne, hvor udredningsretten bliver overholdt. Over halvdelen af hjertepatienterne i hovedstadsområdet venter også over 45 dage på forskellige typer hjerteoperationer såsom hjerteklapoperationer. Ifølge lovgivningen skal udredningen maximalt tage 30 dage.
- Ventetiden betyder, at nogle hjertepatienter får et unødigt langt sygdomsforløb, hvor situationen også kan forværres. Men ikke nok med det, går ventetiden jo også ofte ud over hverdagslivet med fritidsaktiviteter, familie og arbejde. Jeg kan derfor ikke understrege nok, at Region Hovedstaden skal få gjort noget ved problemet og politisk prioritere området og patienterne, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).
Halter også i psykiatrien
Det er ikke kun for hjertepatienterne, hvor udredningstiden halter bagefter i Region Hovedstaden.
I sidste uge afslørede tal for 4. kvartal 2017, at udredningstiden for kun 47 pct. af patienterne i Hovedstadens børne- og ungepsykiatri blev overholdt.
- Det er andet kvartal i træk, vi ser, at det kniber med at overholde udredningsretten i Region Hovedstaden, og i børne- og ungepsykiatrien er andelen næsten uændret. Jeg forventer, at regionen kommer i arbejdstøjet og får vendt den udvikling, for som det er nu svigter de de børn og unge, som har brug for at få en afklaring på, om de har en psykiatrisk diagnose og skal i behandling, siger Nørby på baggrund af de nyeste kvartalsvise monitoreringstal for overholdelsen af udredningsretten, som Sundhedsdatastyrelsen offentliggør i dag.
På landsplan udredes ca. 90 pct. af alle børn og unge i psykiatrien til tiden.
30 dage og ikke længere
Et stort flertal i Folketinget besluttede i 2016 at styrke patienternes ret til at blive hurtigt udredt og behandlet.
Ændringen indebar, at alle sygehuspatienter har ret til at blive undersøgt på et privathospital, hvis det offentlige ikke har kapacitet til at finde ud af, hvad de fejler inden for 30 dage – forudsat at det er fagligt muligt, og patienten ønsker det. Hvis det ikke er muligt at udrede patienten inden for 30 dage, skal regionen inden for samme frist udarbejde en plan for det videre udredningsforløb.
Loven giver også ret til udvidet frit sygehusvalg til behandling overalt i landet ved en ventetid på over 30 dage i både somatikken og psykiatrien. Patienterne kan dermed få behandling på et privathospital på det offentliges regning, hvis det offentlige ikke kan overholde fristen.
Læs rapporten her.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.