Hospitalsansatte giver Sundhedsplatformen dumpekarakter
Der er langt flere medarbejdere på hovedstadens hospitaler, der er utilfredse med regionens nye it-system Sundhedsplatformen, end der er ansatte, som er tilfredse. Det skriver Politiken.
Kun 27 pct. af de ansatte er tilfredse med platformen. Til sammenligning er hele 40 pct. utilfredse med it-systemet. 32 pct. er hverken tilfredse eller utilfredse.
Det viser en brugerundersøgelse, som Region Hovedstaden har foretaget blandt de hospitalsansatte, som bruger Sundhedsplatformen.
Regionen lægger i undersøgelsen ikke skjul på, at resultatet er skuffende.
- Vi erkender fuldt ud resultaterne af brugerundersøgelsen, skriver regionens Center for It, Medico og Telefoni i en præsentation af undersøgelsen. Resultaterne bekræfter, at de planlagte forbedringer af Sundhedsplatformen i 2018 er nødvendige, men også, at der fortsat ligger en stor opgave foran os, og at forbedringsarbejdet skal fortsætte i de kommende år, lyder det i en pressemeddelelse.
Det gamle var bedre
It-systemet ventes at udløse omkostninger for Region Hovedstaden på omkring to mia. kr. Det skulle have været en forbedring og et 'kvantespring i it-understøttelsen af regionens klinikere'.
Brugerundersøgelsen viser dog, at de ansatte var betydeligt mere tilfredse med de gamle it-systemer.
Platformen er mindre effektiv, vanskeligere at betjene og indeholder færre informationer. Samtidig er den mindre brugervenlig end de gamle systemer, mener de ansatte.
Der er heller ikke noget, der tyder på, at de ansatte bliver mere tilfredse, når de har vænnet sig til platformen. Utilfredsheden er således lige så stor på de hospitaler, der blev koblet på for snart to år siden, som de hospitaler, der blev koblet på sidste efterår.
Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.