dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Provinskommuner rammes af højere sygehuspriser for ældre og småbørn

Kommunernes betaling til sygehus- og lægebehandling er fra i år steget for de ældste og yngste borgere

Samtidig med at regeringen og kommunerne har taget hul på forhandlingerne om en økonomiaftale for 2019, advarer en række kommuner nu om konsekvenserne af en ændring på sundhedsområdet, der trådte i kraft 1. januar 2018, skriver Jysk Fynske Medier.

Fra i år afhænger den del af betalingen for en sygehusindlæggelse eller et lægebesøg, som kommunerne skal betale, af patientens alder. Prisen for helt små børn, ældre og gamle er steget, mens den er faldet for den store mellemgruppe af børn og voksne. Ideen er at stimulere kommunerne til at forebygge indlæggelser blandt de borgere, de er mest i kontakt med - de ældste og de yngste. Men resultatet kan i stedet blive flere besparelser i de pressede kommunale budgetter.

En lang række kommuner vil opleve stigende udgifter til behandling af borgerne - særligt i de områder, hvor andelen af ældre er støt stigende, og det er ofte tilfældet uden for de store byer.

'Stærkt problematisk'
I Tønder er borgmester Henrik Frandsen (V) derfor ikke begejstret for den nye afregningsmodel - netop på grund af sin kommunes alderssammensætning. Ifølge en prognose stiger antallet af Tønderborgere på over 65 med 169 personer årligt i 2018-2012. En udvikling, som ifølge Henrik Frandsen vil belaste kommunekassen yderligere.

- Det er urimeligt og stærkt problematisk for en kommune som vores, at vi skal finde så mange flere millioner, siger borgmesteren til Jysk Fynske Medier.

Sidste år kostede den kommunale medfinansiering Tønder cirka 150 mio. kr. Men ifølge KL’s prognose vil det tal stige til 163,3 mio. kr. som følge af den nye afregningsmodel.

- Man straffer kommuner, som i forvejen er pressede økonomisk på grund af en aldrende befolkning. Jeg kan godt se, at der er et adfærdsregulerende element i modellen, men jeg kan bare ikke se, hvordan vi skal øge indsatsen mere, end vi allerede har gjort, siger Tønder-borgmesteren.

Velfærden rammes
I Svendborg Kommune vurderede man i begyndelsen af året, at de nye aldersforskelle ville koste kommunen sammenlagt et par mio. kr. mere, når man regnede de indgående bloktilskud, som kommunerne modtager, fra. Men efter det første kvartal med de nye regler, ser tabet ud til at kunne blive noget større - omkring 17 mio. kr.

Hvis det også bliver facit i det endelige regnestykke, vil det ramme kommunens velfærd hårdt, mener formand for kommunens social- og -sundhedsudvalg, Hanne Klit (S).

- Vi er i gang med en kæmpe sparerunde lige nu, så det vil virkelig være en stor udfordring at skulle spare så mange mio. yderligere, siger hun.

Skaber en opgaveglidning
I Vejen brugte kommunen knap 148 mio. kr. i 2017 på medfinansiering af sygehusindlæggelser. I år kan kommunen se frem til en regning på 168,1 mio. kr. ifølge KL's prognose.

Forskellen vil dog blive mindre på grund af forskellige tilskud, vurderer sundhedsudvalgsformand Jørgen Thøgersen (S), men det samlede regnestykke vil efterlade kommunen med et tab.

- Det giver rigtig god mening, at sygehuse og kommuner arbejder sammen om at få patienterne udskrevet hurtigst muligt, men det skaber en opgaveglidning fra region til kommune, som ikke er finansieret en til en. Hvis færdigbehandlede patienter, som måske ikke er helt raske endnu, skal udskrives til mere intensiv kommunal pleje, kræver det flere hjemmesygeplejersker og hjemmehjælpere. Og de er ikke gratis. I sidste ende kommer vi til at tabe penge på det her, siger han.  

sl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.