Patienter med særlige kræftformer venter uger på behandling
I det store hele er det lykkedes hospitalerne at nedbringe den tid, som kræftpatienter venter på at komme i behandling. Men ser man på enkelte kræftformer, er billedet et andet. Det viser Sundhedsdatastyrelsens analyse af kræftpakkeforløbene.
I rapporten sætter Sundhedsdatastyrelsen for første gang tal på, hvor lang tid kræftpatienterne rent faktisk venter, når det ikke lykkes sygehusene at få dem i behandling til tiden.
Her fremgår det, at flere patienter generelt kommer hurtigere gennem deres kræftforløb end tidligere. Men ifølge rapporten oplever nogle patienter store forsinkelser - især patienter med kræft i urinvejene er hårdt ramt.
Når det gælder blærekræft, måtte 284 patienter i 2016 således vente længere end den anbefalede tid, og heraf ventede 161 patienter i ekstra 16 dage eller mere.
Samme år måtte 183 patienter med nyrekræft vente længere end den anbefalede tid, og heraf ventede 103 af dem i ekstra 16 dage eller mere.
Mere end en dag eller to
Tallene får Kræftens Bekæmpelse til at kritisere behandlingen.
- Vi har tit hørt, at tidsfristerne overskrides med en dag elle to. Men undersøgelsen viser, at det ofte er mere end det. Det er helt uacceptabelt, at tidsfristerne for så mange patienter kan blive overskredet med 16 dage eller mere, når vi ved, at kræften udvikler sig i ventetiden, siger Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Rapporten dækker årene 2013-2016. I 2016, som er det senest opgjorte år, var der i alt 4300 patienter, der ikke kom i behandling til tiden.
1589 af dem måtte vente i 16 dage eller mere ud over de aftalte tidsfrister.
Styrelse er tilfreds
Det viser sig dog også i rapporten, at patienter, hvor tidsfristerne overskrides, set fra 2013-2016 generelt venter i kortere tid. Det kan man eksempelvis se i tallene for livmorkræft.
I 2013 måtte 70 patienter vente i 16 dage eller mere ud over de fastsatte tidsfrister. I 2016 var det faldet til 25 patienter.
Derfor er man i Sundhedsstyrelsen tilfreds med, at behandlingstiderne samlet set er faldet.
- Vi er meget tilfredse med, at analysen viser, at den samlede tid til behandling generelt er faldende for alle de udvalgte kræftformer, og andelen af forløb, som er gennemført inden for standardforløbstiden, er steget i 10 ud af de 13 udvalgte kræftpakker, siger enhedschef Janet Samuel.
Find analysen her.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.