Patienter på gangene koster dyrt i ekstra brandvagter
SJÆLLAND: Det er dyrt at have patienter liggende på gangene på Region Sjællands sygehuse. Det kræver nemlig brandvagter som kan evakuere de ekstra senge, skriver DR Sjælland.
På et halvt år har Ringsted, Næstved og Slagelse sygehuse brugt 730.000 kr. på brandvagter, det viser en opgørelse fra Sundhedsministeriet.
Sygehusene bruger egne portører og sygeplejersker som brandvagter, og ikke brandmænd. Derfor bliver der også arbejdet på at finde årsagen til, hvorfor der gang på gang opstår overbelægning på sygehusene, siger formand for regionens sygehusudvalg Annemarie Knigge (S).
- Ikke for at spare penge, men fordi det ikke er tilfredsstillende for patienter og personale med overbelægning, siger hun til DR Sjælland.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har i et skriftligt svar til Folketingets Sundhedsudvalg pointeret, at overbelægning på sygehusene og dermed behovet for brandvagter bør løses lokalt i regionerne. Regeringen har nemlig allerede afsat flere penge for at imødegå overbelægning på sygehusene.
Men det er ikke nok, siger socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen:
- Alle, både ledelser, læger og sygeplejersker og andre gør, hvad de kan, hver dag. Alligevel har vi set overbelægninger her i forårsmånederne, som har været højere end i 2015. Så man er ikke kommet i mål, og det er vi nødt til at tage ansvar for, siger han til DR Sjælland.
Holbæk og Nykøbing Falster sygehuse har også haft brandvagter på gangene, men kan ikke opgøre det beløb de har brugt.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.