dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

ALS-forskere beskylder region for "injurierende" usandheder i Grindsted-sag

Region Syddanmark er kommet med påstande om at have hjulpet to ALS-forskere i sagen om Grindsted-forureningen, som ifølge forskerne er usande. Forskerne mener, at regionen beklikker deres troværdighed.

SYDDANMARK: Region Syddanmark er over for offentligheden kommet med flere usande påstande om regionens ageren over for to ALS-forskere i sagen om Grindsted-forureningen.

Det skriver de to forskere gentagne gange i mails til regionen, som dagbladet Information har fået aktindsigt i.

Ifølge ALS-forskerne Aase Frandsen og Claire Meehan, der er er ansat på Københavns Universitet (KU), er regionens opførsel over for dem "usympatisk", har "injurierende karakter" og opfattes som "miskrediterende".

De to ALS-forskere har tidligere advaret om, at den omstridte Grindsted-undersøgelse fra SDU gjorde bekymrende mange fund af nervesygdommen ALS. Alligevel droppede Region Syddanmark en planlagt opfølgende undersøgelse.

Læserbrev ikke i overensstemmelse med sandheden

ALS-forskernes aktuelle opråb til regionen skyldes, at ledende embedsmænd har hævdet i et læserbrev og på et borgermøde om forureningen, at ALS-forskerne blev tilbudt adgang til relevant data og vejledning i forskellige forskningspuljer, de kunne søge hos regionen.

På den måde ville de selv kunne igangsætte en undersøgelse af sammenhængen mellem ALS-tilfælde i Grindsted og byens enorme forurening. Regionens udlægning lød, at forskerne bare havde valgt ikke at gøre brug af denne mulighed.

I et læserbrev i JydskeVestkysten 5. oktober i år skrev Region Syddanmarks koncerndirektør Kurt Espersen eksempelvis, at regionen "tydeligt" tilkendegav over for ALS-forskerne, at regionen "ville stille viden, erfaring og data til rådighed" og rådgav om relevante forskningspuljer. "Dette har de indtil videre ikke benyttet sig af," skrev han.

Men det er ikke i overensstemmelse med sandheden, har forskerne understreget i flere nylige henvendelser til regionen, som Information har fået aktindsigt i. De har derfor gentagne gange bedt regionen om enten at dokumentere deres påstande eller komme med et offentligt dementi. Ingen af delene er dog sket.

I en mail til regionen 1. november skrev ALS-forskerne, at "de udokumenterede påstande om os, og især implikationen af dem, beklikker til gengæld i høj grad vores troværdighed, professionalisme, arbejdsomhed og seriøsitet, hvilket vi finder såvel usympatisk som uacceptabelt".

Regionen: Ingen intention om at beklikke troværdighed

Heine Andersen, der er professor emeritus på Københavns Universitet og i mange år har beskæftiget sig med forskningsetik, mener, at regionens behandling af forskerne er uhørt.

- Der er tale om forskning, der berører liv og helbred. Det er selvfølgelig stærkt belastende for ens faglige anseelse som forsker, hvis det fremstår, som om at man har undladt at benytte et tilbud fra regionen om relevant data og forskningspuljer. Det bør ikke bare passere, at regionen fejlagtigt påstår det. I virkeligheden burde universitetets ledelse støtte forskernes krav om berigtigelse, siger han til Information.

Region Syddanmark oplyser til Information, at "det har på intet tidspunkt været regionens intention at beklikke de to forskeres troværdighed". Ifølge regionen har koncerndirektør Kurt Espersen også forklaret og beklaget direkte over for de to forskere i en mail fra den 2. november. Her skrev han blandt andet:

"Hvis vores udsagn, læserbreve eller andet kan opfattes, som at vi tilkendegiver, at I har siddet denne information overhørig, så vil vi gerne hermed dementere dette. Det har vi på intet tidspunkt ønsket at tilkendegive."

Regionen har dog ikke offentligt dementeret deres påstande, som de to ALS-forskere ønsker. Information har været i kontakt med de to forskere, som bekræfter forløbet, men ikke ønsker at udtale sig.

ibs

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.