Børnehave krænkede piges rettigheder ved at nægte vegansk mad
JAMMERBUGT: En kommunal børnehave i Jammerbugt Kommune har ifølge Retten i Hjørring krænket en piges menneskerettigheder ved ikke at lade pigen spise vegansk frokost. Det skriver TV 2 Nord og Nordjyske.
Ifølge barnets forældre afslog børnehaven, at pigen kunne få vegansk mad i børnehavens obligatoriske madordning. De afslog også, at hun kunne få en vegansk madpakke med og stadig betale for madordningen, skriver TV 2 Nord.
Forældrene anlagde sagen sammen med Dansk Vegetarisk Forening. Retten er nået frem til, at pigen blev behandlet dårligere end børn, som ikke lever efter en vegansk overbevisning. Ifølge Nordjyske mener retten, at pigen blev udsat for indirekte forskelsbehandling, som ikke er sagligt og rimeligt begrundet. Ritzau forsøger at få en kommentar fra Jammerbugt Kommune til afgørelsen.
"Forskelsbehandlingen kan, som sagen er oplyst for retten, ikke anses for saglig og rimeligt begrundet, og det er derfor i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med artikel 9", står der i dommen ifølge DR Nordjylland. Datteren skal modtage en godtgørelse på 10.000 kroner ifølge dommen.
Misforståelse
Ifølge Jammerbugt Kommune har det aldrig været hensigten at forhindre veganske madpakker i den pågældende børnehave. Der har været tale om en misforståelse, skriver kommunen i pressemeddelelse.
Formand for Børne- og familieudvalget, Susanne Møller Jensen (S), ærgrer sig over misforståelsen, men understreger, at man i fremtiden vil sikre en mere grundig dialog.
- Vi efterlever dagtilbudsloven, men efter rettens vurdering har vi ikke været helt klar i vores vejledning om, at selv om man skal betale for frokostordningen, så kan man altså godt medbringe sin egen madpakke. Det tager vi selvfølgelig til efterretning, siger hun.
Dagtilbudsloven siger, at kommunen kun kan fritage forældre for en forældrebesluttet frokostordning, hvis barnet har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, der kræver specialkost, og kommunen ikke på forsvarlig vis kan give barnet et sundt frokostmåltid.
På rundvisning
Ifølge kommunen begyndte sagen, da familien var på rundvisning i børnehaven i 2020. Da var vurderingen, at det ikke var muligt at servere et vegansk frokosttilbud, der levede op til Sundhedsstyrelsens kostråd. Derfor fik familien at vide, at pladsanvisningen kunne vejlede om, hvilke dagtilbud der ikke havde betalt frokostordning, så familien kunne slippe for at betale for en ordning, de ikke kunne benytte på grund af deres overbevisning.
"Familien valgte i mellemtiden et privat dagtilbud, og Jammerbugt Kommunes forvaltning havde derfor ingen anledning til at undersøge mulighederne yderligere," skriver kommunen.
- Det er beklageligt, at forvaltningens bestræbelser på at vejlede familien angiveligt førte til, at familien fik den opfattelse, at den indførte frokostordning og en vegansk hverdag for deres barn udelukkede hinanden, siger Susanne Møller Jensen.
Fremover vil der blive informeret særskilt om, at man gerne må medbringe egen madpakke, forudsat at man betaler til den forældretilsluttede frokostordning.
Dansk Vegetarisk Forening har også stævnet Region Sjælland, Region Hovedstaden og Københavns Kommune i lignende sager.
/ritzau/mar/ak
Artiklen er løbende opdateret
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.