dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Borgerne i Grindsted bliver ikke mere syge end andre
Grindstedforureningen har spredt sig til to boligområder i byen, kunne en rapport fra Cowi konkludere i starten af 2023. (Arkivfoto).
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Borgerne i Grindsted bliver ikke mere syge end andre

Undersøgelse viser, at borgerne i Grindsted ikke bliver mere syge, selv om byen har været udsat for forurening.

BILLUND / SYDDANMARK: Der er generelt ikke væsentlige forskelle, når det kommer til forekomst af sygdomme og dødsfald blandt borgere i Grindsted og borgere i sammenlignelige byer.

Det er konklusionen fra en opdateret undersøgelse om sygdomsforekomst blandt borgere i Grindsted, der netop er blevet offentliggjort.

Der har været tvivl om, hvorvidt der var øget sygdom blandt byens indbyggerne efter forurening fra blandt andet det tidligere Grindstedværket.

Undersøgelsen kan dog ikke bruges til direkte at vurdere, om "en eventuel øget sygdomsforekomst blandt borgere i Grindsted kan skyldes forureningen", står der i rapporten.

Flere og færre tilfælde

Der er sygdomme, der ses oftere eller sjældnere i Grindsted end i de sammenlignelige byer i den jyske del af Region Syddanmark og Region Midtjylland. Blandt andet ses der flere tilfælde af prostatakræft og hjertekarsygdomme blandt beboere i Grindsted, mens der er færre tilfælde af nyrekræft og ADHD og autisme blandt børn.

Rapporten er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet. Rapporten udkom første gang i 2020, men er nu blevet opdateret.

Det skete, efter at der blev slået tvivl om den første rapport. Derfor blev der igangsat tre nye undersøgelser, og resultaterne af to af de undersøgelser blev præsenteret på et borgermøde i Grindsted mandag aften.

Borgerundersøgelse

Ud over den opdaterede version af undersøgelsen "Sygdomsforekomst blandt borgere i Grindsted" er der også blevet offentliggjort resultatet af en borgerundersøgelse i Grindsted. Den viser, at det ikke er muligt at konkludere på årsagssammenhænge for borgernes helbredsgener.

Den sidste undersøgelse, der altså endnu ikke er blevet offentliggjort, går under navnet "Vurdering af Human Risiko af Forurening fra Grindstedsværket".

Resultatet kommer formodentligt til sommer, har professor Jesper Bo Nielsen, der er formand for den forskergruppe, der har anbefalet undersøgelserne, tidligere fortalt til DR.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.