dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Danske Regioner: Kræftkurven skal knækkes gennem forebyggelse
Hvis udviklingen i antallet af kræfttilfælde skal bremses, kræver det en bred og systematisk tilgang til forebyggelse med indsatser, som vi ved virker, lyder det fra Karin Friis Bach (R), formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.
Foto: Danske Regioner

Danske Regioner: Kræftkurven skal knækkes gennem forebyggelse

Det er et paradoks, at flere overlever kræft, men at flere også bliver ramt af sygdommen, mener regionerne i input til Kræftplan V.
26. MAR 2024 11.20

Indfør en folkesundhedslov efter norsk eksempel, eller udfas tobak helt.

Sådan lyder et par konkrete forslag fra Danske Regioner, der slår til lyd for øget forebyggelse for at forhindre, at flere får kræft.

- Hvis kurven skal knækkes, skal der være en helt anderledes målrettet forebyggelsesindsats, end vi har i dag, lyder det fra Karin Friis Bach (R), formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.

Organisationen kommer med opråbet i forbindelse med udarbejdelsen af Kræftplan V, der ventes offentliggjort i begyndelsen af 2025.

Fremgang i overlevelsen

Tal fra databasen Nordcan viser, at Danmark har haft klart den største fremgang i kræftoverlevelsen blandt de nordiske lande de seneste 20 år. 

- Kræftområdet har fået massive investeringer, og den kirurgiske behandling er blevet samlet på færre hospitaler for at opbygge ekspertise, understreger Karin Friis Bach. 

Men samtidig peger sundhedsudvalgsformanden på, at flere får og vil få kræft. Fx fik 47.000 kræft sidste år, og en fremskrivning viser, at om 20 år er det tal steget med 10.000 til i alt 57.000 danskere.

Samtidig har Danmark en kedelig rekord som det nordiske land, som har flest nye kræfttilfælde set i forhold til befolkningssammensætningen.

- Det er et paradoks, at selvom vi har en rigtig god kræftbehandling i Danmark, har vi en høj dødelighed, fordi så mange får en kræftsygdom. Det skal vi da have ændret på. Løsningen er at forebygge langt mere, da fortidens synder som fx rygning har det med at indhente os. En mulighed kunne være at udfase tobak, fordi rygning er den faktor, som er skyld i flest tilfælde af kræft, siger Karin Friis Bach.

Folkesundhedslov

Hun tilføjer, at der er mange andre håndtag at skrue på.

- Implementeringen af en folkesundhedslov, inspireret af det norske eksempel, kunne effektivt sikre sundhedsfremmende tiltag i alle lag af vores samfund. Vi opfordrer derfor til, at forebyggelse bliver en bærende søjle i den kommende Kræftplan V, siger Karin Friis Bach.

I det faglige oplæg til den seneste kræftplan fra Sundhedsstyrelsen blev det beskrevet, at op mod halvdelen af alle tilfælde af kræft kan forebygges, hvis der sættes ind på områder som rygning, alkohol, kost og motion.

Regeringen har fra og med 2025 afsat en samlet ramme på 600 mio. kr. årligt til Kræftplan V.

Se Kommissorium for fagligt oplæg til Kræftplan V her.

dotn
 
 
 
 . 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.