dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Fem hektar helbredende natur indviet ved Roskilde Fjord
Projektet dækker over et areal på ca. 5 ha.
Foto: Roskilde Kommune

Fem hektar helbredende natur indviet ved Roskilde Fjord

Det kommunalt ejede areal fungerer som en socialøkonomisk virksomhed og bliver nabo til en helt ny bydel i det tidligere Sankt Hans Hospital.
3. JUN 2024 9.55

ROSKILDE: Tæt på det tidligere Sankt Hans Hospital vest for Roskilde ud til Roskilde Fjord er Sct. Hans Naturhave netop blevet indviet og åbnet for alle, oplyser Roskilde Kommune.

Projektet dækker over et areal på ca. 5 ha. og bygger på idéen om naturens helbredende kraft ved at skabe en række haverum og opholdssteder.

I haven kan besøgende bl.a. opleve en skovhave, en blomsterhave, en frugthave, en helsehave og en bærhave. Hver have er omkranset af høje hække og er designet ud fra de oprindelige kvaliteter på stedet.

Stedet er en del af det tidligere Sankt Hans Hospital, og haven bygger videre på stedets særlige historie og over 200 års tradition for lokal selvforsyning af grønsager og frugt. Datidens store køkkenhave blev passet af hospitalets gartnere med hjælp fra patienterne som en del af behandlingen af psykisk sygdom. Sct. Hans Naturhave er i dag en socialøkonomisk virksomhed, der har som formål at fremme mental sundhed.

En ny bydel på vej

Haven, caféen og gartneriet inviterer i den moderne udgave borgere, der står sårbart i livet, til at være med til at passe haven. At være ude i det fri og fælles med andre om at skabe noget væsentligt og værdsat er én af vejene til menneskers mentale sundhed.

Roskilde Kommune har købt og overtog i 2022 ejerskabet af Sankt Hans Hospitals vestlige areal og bygninger – herunder haven. Fonden Sct. Hans Have lejer i dag haver, drivhuse og bygninger af kommunen, mens Roskilde Kommune er i gang med at skabe en ny bydel på resten af området.

Sct. Hans Naturhave er gjort mulig med en donation fra Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde på ca. 43 mio.

Læs mere om naturhaven her.

 


 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.