Forsøg med ny metode mindskede overvægt hos børn og unge
Overvægt kan starte tidligt i livet og have konsekvenser som dårlig trivsel, hjerte-kar-sygdomme eller diabetes. Et nyt studie kan give læger muligheden for en mere målrettet og personlig behandling af børn og unge, der lever med overvægt. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Studiet, der er blevet til i et samarbejde mellem Københavns Universitet, King's College London og Holbæk Sygehus, anvender en ny metode.
Med metoden kan man analysere hundredvis af fedtprofiler i blodbanen, hvor man før kun har anvendt fem.
- Det betyder, at vi meget mere præcist kan se, om børn og unge med overvægt har forhøjede værdier i kroppen, der for eksempel tyder på, at de har risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme eller fedtlever i fremtiden, siger ledende overlæge Jens-Christian Holm fra Enheden for Børn og unge med Overvægt på Holbæk Sygehus i meddelelsen.
Holbæk-modellen
Studiet har undersøgt 958 børn og unge med overvægt og 373 normalvægtige. Derudover blev 186 overvægtige børn og unge, der blev behandlet med den såkaldte Holbæk-model, analyseret. Behandlingen reducerede graden af overvægt hos 83 procent af de deltagende børn og unge.
Holbæk-modellen er en helhedsorienteret behandlingsform af overvægt, som anvendes på Holbæk Sygehus og i omkring 80 andre kommuner.
Modellen reducerer graden af overvægt hos mere end 75 til 85 procent af patienterne. Derudover reducerer den en række andre ting hos børnene, herunder forhøjet blodtryk, kolesteroler, fedtlever, søvnapnø og appetit.
I det samlede studie, der fredag er offentliggjort i det medicinske tidsskrift Nature Medicine, indgår både Holbæk-modellen og en biobank med data fra mere end 8.000 børn og unge.
- Vi er stolte, når vi på Holbæk Sygehus kan bidrage til vigtig, international forskning, der kan hjælpe den store gruppe af børn og unge med overvægt, som har en stor risiko for følgesygdomme, lyder det fra lægefaglig vicedirektør på Holbæk Sygehus, Dan Brun Petersen, i meddelelsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.