Håndværkere sat til at renovere Herlev Hospital trods kendskab til asbest
Adskillige håndværkere risikerer at være blevet udsat for det kræftfremkaldende byggemateriale asbest, mens de har arbejdet på et stort anlagt renoveringsprojekt på Herlev Hospital, som blev påbegyndt i sommeren 2024.
Det er sket på trods af, at Center for Ejendomme under Region Hovedstaden, der er den offentlige bygherre på renoveringsprojektet, på forhånd vidste, at der var fundet spor af asbest på byggepladsen. Det skriver Dagbladet Information.
En miljøundersøgelse udført af rådgivningsvirksomheden Hussvamp Laboratoriet fra juni 2024, et par måneder inden renoveringsprojektet gik i gang, havde nemlig påvist blandt andet asbest nogle af de steder, hvor håndværkerne skulle arbejde. Center for Ejendomme delte undersøgelsen med entreprenørerne på projektet MT Højgaard og Kemp & Lauritzen, viser en aktindsigt. Begge er anerkendte byggefirmaer med mange års erfaring. Men den viden nåede altså først sent håndværkerne.
Hård kritik
Sagen vækker hård kritik hos eksperter og håndværkernes faglige forbund.
Torben Sigsgaard, der er professor ved Institut for Folkesundhed - Miljø, Arbejde og Sundhed på Aarhus Universitet, og som har sat sig ind i sagen for Information, er forarget.
- Det her et skoleeksempel på, hvordan tingene ikke skal gøres, siger han til Information.
Christian Korsgaard Sørensen, faglig sekretær fra 3F Bygge, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København, har selv besøgt byggepladsen på Herlev Hospital. Han er ikke i tvivl om sin vurdering af sagen:
- Det er piv-elendigt håndteret, siger han til Information.
Information har talt med fire håndværkere, der har arbejdet på projektet. Ingen af dem ønsker at stå frem med navn af frygt for konsekvenserne for deres fremtidige jobmuligheder. Men de fortæller samstemmende om et arbejdsmiljø, der bar præg af utilstrækkelig håndtering af risikoen. Information har gennemgået en række dokumenter, der underbygger håndværkernes forklaring. F.eks. måtte de under renoveringen gentagne gange forlade byggepladsen og gå i skurene, fordi nye undersøgelser igen og igen konstaterede asbest.
- Det var et shitshow, fortæller en håndværker.
MT Højgaard og Kemp & Lauritzen har ingen kommentarer, men henviser til bygherren.
Ikke efter bogen
Lillian Rasch Madsen, som er vicedirektør i Center for Ejendomme (CEJ) under Region Hovedstaden, udtaler i et skriftligt svar til Information, at "vi har som udgangspunkt levet op til vores ansvar".
Hun erkender dog også, at alt ikke er foregået efter bogen.
"Som bygherre er vi selvfølgelig meget optaget af, at håndværkere kan gå trygt på arbejde. Det er velkendt, at der er asbest i flere af bygningsdelene på Herlev Hospital, så derfor har vi sammen med entreprenøren en stor opgave om at sikre, at alle procedurer bliver fulgt i hurtigt tempo. Det er de ikke i dette tilfælde – og det er vi rigtigt kede af," udtaler hun.
Herlev Hospitals direktør Niels Würgler Hansen oplyser i et skriftligt svar til Information, at man læner sig op ad bygherrens vurderinger i sagen, også hvad angår den sundhedsfarlige risiko.
- Og på den baggrund har vi ikke grund til at være bekymrede, hverken når det gælder vores patienter, pårørende eller medarbejdere, udtaler han
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.