Ishøj-borgmester til Folketinget: Alle skal have adgang til læger

Som borgmester I Ishøj Kommune appellerer jeg til Folketingets partier om at sikre, at også tunge og behandlingskrævende patienter sikres et lægetilbud i deres hjemkommuner, når nu lægerne åbenbart ikke vil bidrage med dette via forhandlingens vej.

Baggrunden for min appel skyldes, at overenskomstforhandlingerne mellem Danske Regioner og de praktiserende læger (PLO) brød sammen lige inden sommerferien. Lægerne ønsker flere penge end regionerne tilbyder, hvis lægerne skal løfte flere opgaver i fremtiden, som der er lagt op til.

Som bekendt er de praktiserende læger selvstændige erhvervsdrivende. Men der er det særlige forhold, at de praktiserende læger stort set får alle deres indtægter fra det offentlige. Det vil altså sige, at regionerne finansierer lægerne, men lægerne stiller krav om flere penge.

Da Folketinget bestemmer regionernes økonomi, er det faktisk Folketinget, som lægerne indirekte forhandler med, og derfor er det også Folketinget, der bestemmer, hvad de praktiserende læger skal betales.

Læseren undrer sig måske over, hvorfor en borgmester fra Ishøj blander sig i en sag, som han ikke er direkte involveret i. Det skyldes, at vi her i mere end 10 år har haft lægemangel. Konkret er det nu sådan, at der kun er læger til 15.000 af vores borgere, og vi er cirka 23.000 indbyggere i kommunen. Det betyder, at vores egne læger er overbebyrdede, og jeg kan frygte, at det kan medføre flere indlæggelser og fejlbehandlinger.

Det betyder også, at Ishøjs borgere tvinges til at søge til nabokommunernes læger, som derfor ikke har plads til deres egne borgere. Problemet med lægemangel i Ishøj spreder sig i første omgang til vores nærmeste nabokommuner, der i øvrigt alle er borgerligt ledet.

Der er endda udsigt til, at problemet med lægemangel vil vokse kraftigt i Ishøj i de kommende år. Danmarks Statistik har udarbejdet en ny befolkningsprognose, der viser, at befolkningstilvæksten bliver på 15,4 % over de næste 10 år, hvilket gør Ishøj til den kommune i hele landet, hvor befolkningstallet stiger mest rent procentuelt.

Jeg ved godt, hvorfor lægerne ikke vil til Ishøj. Der er mange tunge og behandlingskrævende patienter i Ishøj sammenlignet med landet som helhed, og da lægerne betales efter, hvor mange patienter de kan behandle, er det ikke økonomisk attraktivt at være læge i Ishøj, da lægerne bruger mere tid pr. konsultation i Ishøj end i mange andre kommuner. Derfor kan lægerne ikke tjene så mange penge i Ishøj, som de kan andre steder.

Her i Ishøj Kommune er vi derfor særligt opmærksomme på temaet om differentieret basishonorar i forhandlingerne mellem lægerne og regionerne. Det vil sige, at læger med mange tunge og behandlingskrævende patienter skal honoreres mere, end de bliver i dag. Det vil selvsagt øge chancerne for, at flere læger ønsker at nedsætte sig i Ishøj.

Jeg er klar over, at differentieret basishonorering ikke på kort sigt løser lægemanglen her i Ishøj, men det vil være et væsentligt instrument i arbejdet med at skaffe læger til Ishøj på længere sigt.

En indførelse af et differentieret basishonorar betyder også, at andre læger, med færre tunge patienter, skal honoreres mindre. Danske Regioner skriver at for at sikre implementeringen af et differentieret basishonorar, har regionerne tilbudt de læger, der står til at miste penge, som en følge af differentieringen, 110 mio. kroner over 3 år. Altså et plaster på såret på 110 mio. kroner til nogle af de praktiserende læger.

Jeg forstår, at lægerne har afvist regionernes tilbud, og lægerne skriver på deres egen hjemmeside, at de har foreslået en model, som indebærer en mindre omfattende permanent omfordeling af den eksisterende økonomi for deres medlemmer.

Jeg konkluderer derfor, at lægerne ikke ønsker at bidrage til større varige forbedringer, som kunne sikre bedre lægedækning via en differentieret basishonorering og derved også øge mulighederne for, at flere læger ville nedsætte sig som praktiserende læge i Ishøj og i andre af landets kommuner med mange tunge og behandlingskrævende patienter. Det er beklageligt, at lægerne ikke ønsker dette.

Jeg appellerer derfor til Folketingets partier om at påtage sig et socialt ansvar og sikre at også tunge og behandlingskrævende patienter sikres et lægetilbud i deres egne hjemkommuner, når nu lægerne åbenbart ikke vil bidrage med dette via forhandlingens vej.