KL's leder af Center for Forebyggelse i praksis, Tine Curtis, er pr. 1. maj tiltrådt i en ny stilling som sundhedsfremmechef i Center for Sundt Liv og Trivsel, oplyser sidstnævnte center.
Tine Curtis skal i det nye job have fokus på Center for Sundt Liv og Trivsels sundhedsfremmende indsatser i landets kommuner, fx har centret netop indgået et partnerskab med Ishøj Kommune, og partnerskaber med flere er på vej.
- Jeg glæder mig til at lave partnerskaber mellem kommune og forskning. I Center for Sundt Liv og Trivsel får jeg mulighed for at forene alt det, jeg har arbejdet med i de seneste mange år – forskning, formidling, implementering og samskabelse – både i kommunerne og i forbindelse med de øvrige aktiviteter, der ligger i centret, siger Tine Curtis.
Hun har mange års erfaring i at forene forskning og praksis i arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse. Både fra en tidligere stilling som forskningschef på Statens Institut for Folkesund og senest som leder af Center for Forebyggelse i praksis i KL, hvor hun blandt andet stod i spidsen for det tværkommunale projekt Børneliv i sund balance.
Tine Curtis er desuden forskningschef i Aalborg Kommune og adjungeret professor ved Aalborg Universitet og Syddansk Universitet, og hun fortsætter sin tilknytning til Aalborg Kommune som forskningschef. Sideløbende altså med det nye virke i Center for Sundt Liv og Trivsels område for implementering og kompetenceudvikling, hvor forsknings- og implementeringschef Teresa Holmberg ser frem til samarbejdet:
- Tine kommer med den perfekte blanding af stor kommunal indsigt, forskningsmæssig viden inden for folkesundhedsvidenskab og implementering og et enormt engagement i det sundhedsfremmende arbejde med børn og unge. Hun er en kæmpe kapacitet på dette område, og vi er glade for at få hende med ombord, siger Teresa Holmberg.
Center for Sundt Liv og Trivsel
- Center for Sundt Liv og Trivsel er dedikeret til at fremme sundhed og trivsel blandt børn og unge gennem forskningsbaserede tiltag.
- Vores mål er at sikre, at alle børn, uanset baggrund, kan opnå en sund vægt og god trivsel.
- Vi arbejder på at skabe sunde rammer og tilbud til børn og unge sammen med kommuner og andre aktører, fremme en positiv kropskultur og finde svar på årsagerne til stigende høj vægt og mistrivsel.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.