Kommunernes driftbudget steg med 5,6 pct.
Kommunernes budgetter for 2025 har samlet nettoudgifter på 425 mia. kr., hvilket er en stigning på 24 mia kr. i løbende priser sammenlignet med budgetterne for 2024. Det skriver Danmarks Statistik, som i dag er udkommet med tallene for alle kommunernes vedtagne budgetter for 2025.
Inden for undervisning og kultur er der afsat 80 mia. kr., hvoraf folkeskolen har fået den største andel på 67 mia. kr. Kommunerne har budgetteret med 263 mia. kr. til socialområdet og beskæftigelse, hvilket svarer til 58 pct. af det samlede budget. Den største post på området er tilbud til ældre, som er på 60 mia. kr.
Herunder er budgettet for seniorpension, førtidspension og personlige tillæg er på 45 mia. kr. Derudover er der afsat 44 mia. kr. til tilbud til voksne, 38 mia. kr. til kontante ydelser og 34 mia. kr. til dagtilbud m.v. til børn og unge.
Turbulente budgetforhandlinger
I slutningen af maj præsenterede regeringen økonomiaftalen for 2025 som det “største løft af kommunernes økonomi i mere end 15 år”, hvor den kommunale serviceramme blev løftet med 3,4 mia. kr.
Men omkring halvdelen af kommunerne stod alligevel til at skulle spare, så regeringen gav en håndsrækning på 2,5 mia. kr., som dækkede nogle af hullerne.
Det er bl.a. den demografiske sammensætning med en voksende andel ældre borgere, klimatilpasninger og flere udsatte børn, som trækker flere penge ud af kassen end tidligere, hvilket fx også ses i det samlede budgettal, hvor ældreområdet især fylder.
Sporskifte
På årets Kommunal Økonomisk Forum forsøgte KL´s formand Martin Damm (V) også at få svar på, om regeringen er parat til at fortsætte ad det sporskifte, som Økonomiaftalen 2025 har sat i gang. Til det fik han dog et kortfattet svar:
- Vi lavede en rigtig fornuftig aftale sidste år. Det forventer jeg også, vi gør i år. Hvordan den præcis skal se ud, finder vi ud af i maj og juni, lød det fra Finansminister Nicolai Wammen (S).
Til gengæld ville han gerne vide, hvordan Martin Damm og KL vil sikre, at kommunerne lever op til aftalen.
- Og der har vi været udfordret. På de studiekredse, vi har holdt med borgmestrene, har der været enighed om, at aftalesystemet grundlæggende er den rigtige model, men at vi nødt til at arbejde med tingene, når noget kommer og skubber en aftale ud af kurs, sagde Martin Damm og henviste bl.a. til de ændringer i beskatningsgrundlag, ejendomsskatterne har givet.
Opdateret 08.28 med afsnit om budgetforhandlingerne og afsnit fra KØF.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.