Kræftplan V får fokus på livet efter kræft
Mens kræftdødeligheden er faldet med næsten 2 pct. om året fra 2011 til 2020, så vokser udfordringerne med senfølger, der kombineret med andre kroniske sygdomme, øger behovet for behandling og pleje. Det stiller krav til relevante tilbud, fx styrket koordinering og organisering af senfølgeindsatsen, lyder det i Sundhedsstyrelsens kommisorium til den kommende Kræftplan V.
- Vi glæder os til at deltage konstruktivt i arbejdet med at udvikle Kræftplan V sammen med regioner, kommuner og fagfolk, siger direktør for Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker i en kommentar.
Med i kommisoriet er også konstateringen af, at flere ældre i forhold til borgere i den erhvervsdygtige alder vil udfordre medarbejderressourcerne i sundhedsvæsenet yderligere. Her ses den teknologiske udvikling som betydningsfuld i forhold til både diagnostik, behandling og opfølgning, og når patientforløb skal tilpasses den enkelte.
- De senere år har vi bl.a. set eksempler på, at kunstig intelligens og personlig medicin kan forbedre udredningen og behandlingen af kræft. Vi skal udnytte de teknologiske fremskridt, og derfor vil Kræftplan V også have fokus på nye teknologier, som udover at styrke kræftbehandlingen kan være med til, at vi får mest mulig ud af kapaciteten og personaleressourcerne på sygehusene, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Ulighed i kræft
Når det gælder patientforløb nævnes tidlig opsporing med screening, behandling og tiden efter kræftbehandlingen med senfølgeindsats. Ud over patientforløb og udviklingstendenserne i befolkning og sygehusvæsen, så fremhæver kommissoriet nogle tværgående omåder som fx geografisk og social ulighed, som Kræftens Bekæmpelse hæfter sig ved.
- Der vil være behov for, at patienter tilbydes noget forskelligt for at blive behandlet ens, fordi der er social ulighed i hele kræftforløbet. En måde at sikre mere lighed er gennem mere systematisk inddragelse af patienter og pårørende, fortæller direktøren, der samtidig er glad for, at lungekræftscreening bliver en realitet, siger Jesper Fisker.
Regeringen har fra og med 2025 afsat en samlet ramme på 600 mio. kr. årligt til Kræftplan V. Sundhedsstyrelsen indleder arbejdet i efteråret 2023 og afleverer det faglige oplæg med anbefalinger til Kræftplan V til Indenrigs- og Sundhedsministeriet i efteråret 2024.
Se Kommissorium for fagligt oplæg til Kræftplan V her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.