Læge kræver 1,5 millioner af TV2 for omtale af fedmeoperationer
En udsendelse på TV2 om fedmeoperationer har ført til et opgør i retten. En læge mener sig udsat for ærekrænkende beskyldninger og kræver 1,5 millioner kroner.
Læge Nikolas Valsamidis har udført operationer i Grækenland på en række danskere. Han hævder, at programmet Operation X sendt i september 2020 og dele af den ledsagende omtale på TV2 har kostet ham dyrt.
Programmet er den direkte årsag til, at SOS International opsagde samarbejdet med lægen, og at en række allerede bookede patienter aflyste deres operationer.
Det hævdes i det såkaldte påstandsdokument fra lægens advokat.
Påstanden er, at der var ærekrænkende beskyldninger i programmet, ligesom den øvrige omtale også gav det indtryk, at det var forbundet med høj risiko for patienterne at blive opereret af lægen.
To retsdage
TV2 Danmark A/S og ansvarshavende redaktør Anne Engdal Stig Christensen er sagsøgt, og de kræver frifindelse.
Selskabets og redaktørens advokat skriver i et indlæg i sagen, at lægen juridisk set er gået galt i byen. Allerede fordi de to parter ifølge medieansvarsloven ikke er de rette at sagsøge, bør der ske frifindelse, lyder det.
Men selv hvis dommerne når frem til, at selskabet og redaktøren er de rette sagsøgte, bør det ende med, at der på bundlinjen kommer til at stå frifindelse, mener advokaten.
Omtalen af lægen og hans patienter er ikke retsstridig, lyder det fra advokaten. Og endelig har lægen ikke dokumenteret et påstået tab på 1,4 millioner kroner.
I lægens krav indgår 100.000 kroner i godtgørelse for tort, og dermed lander kravet på 1,5 millioner kroner.
Retten på Frederiksberg har planlagt retsmøder onsdag og fredag i denne uge. Dommen afsiges på et senere tidspunkt.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.