Løkke varmer op til et efterår i sundhedsvæsnets tegn
BORNHOLM: Det begynder så småt at dufte af sommerferie for de fleste, men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har allerede tankerne rettet hen mod efteråret. Det afslører han i sin partiledertale fredag eftermiddag på Folkemødet i Allinge.
Her løfter han lidt mere af sløret for de reformer på sundhedsområdet, som allerede blev varslet i hans tale ved Folketingets afslutningsdebat for nogle uger siden.
Det skete med udgangspunkt i de forbedringer, der er sket på sundhedsområdet de seneste ti år, hvor der blandt andet er indført fritvalgsordninger, behandlingsgarantier, kræftplaner og taget spadestik til de nye supersygehuse.
- Meget er blevet bedre, men vi er ikke i mål. Meget kan stadig blive bedre. Derfor vil vi efter sommer lave en samlet sundhedsreform. For at løfte vores sundhedsvæsen yderligere og sætte retningen for de kommende ti års forbedringer, siger Løkke.
Regeringen og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har allerede præsenteret et udspil til, hvordan man kan øge antallet af alment praktiserende læger ved at tilføre mere end 700 mio. kr. til området.
Men der er mere på vej, siger statsministeren.
- Ud over en plan for at forbedre psykiatrien, så kommer vi også med en stor sundhedsreform, som skal skabe mere sammenhæng og nærhed i sundhedsvæsenet, siger den tidligere sundhedsminister.
Det går slet og ret ud på at forbedre snitfladerne mellem sygehusene og det nære sundhedsvæsen. Forhåbningen er, at færre skal indlægges, og at flere skal behandles tættere på, hvor de bor. Samtidig er det meningen, at mængden af bureaukrati skal skæres ned.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.