dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Mænd på kvindedominerede studier overvejer i større grad at stoppe
Mænd er et særsyn på uddannelserne som sygeplejerske og pædagog. Dobbelt så mange af dem som deres kvindelige medstuderende overvejer at droppe ud efter et halvt år på uddannelsen, viser ny undersøgelse. (Arkivfoto).
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mænd på kvindedominerede studier overvejer i større grad at stoppe

Dobbelt så mange mænd som kvinder på kvindedominerede uddannelser går med tanker om at droppe ud. Det gælder fx uddannelserne til sygeplejerske og pædagog.

Langt flere mænd end kvinder på kvindedominerede videregående uddannelser overvejer at droppe ud efter et halvt år. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA.

Konkret er det 12 procent af mændene, der går med tanker om at stoppe. Til sammenligning er det blot seks procent af kvinderne på de samme uddannelser, der overvejer at droppe ud.

Ser man på studerende bredt set på videregående uddannelser både med og uden skæv kønsfordeling, er det syv procent, der har overvejet droppe ud efter et halvt år. Forskellen er bemærkelsesværdig, mener Bjarke Hartkopf, områdechef for videregående uddannelse hos EVA.

- På mange andre parametre har de her mænd en oplevelse af studiet, der svarer til kvindernes. De har for eksempel nogenlunde samme oplevelse af undervisningen, og de er kun en smule mere ensomme. Alligevel er der markant flere, der overvejer at stoppe, så det er bestemt bemærkelsesværdigt, siger han.

Til gengæld adskiller mændene på de kvindedominerede uddannelser sig fra kvinderne, når man ser på deres baggrund. De har blandt andet holdt flere sabbatår. De er generelt også ældre end deres kvindelige medstuderende.

Ser man på det faktiske frafald fra de kvindedominerede uddannelser, skiller de mandlige studerende sig også ud. Mens 17 procent af kvinderne falder fra inden for det første år, gælder det for 21 procent af mændene.

Sygeplejersker og pædagoger

Fredag offentliggøres årets ansøgertal for de videregående uddannelser.

Flere af de store kvindedominerede uddannelser - eksempelvis uddannelserne til sygeplejerske og pædagog - har i de senere år haft problemer med at tiltrække studerende.

- Der er et stort potentiale for at få flere ansøgere, hvis man kan få fat i flere mænd. Den her undersøgelse giver noget viden om, hvilke oplevelser kønsminoriteterne har på deres uddannelser, som kan bruges til at adressere skævheden, siger Bjarke Hartkopf.

Manglen på studerende finder man også på mandsdominerede uddannelser. Det kan for eksempel være ingeniøruddannelser og studier inden for it, siger områdechefen.

Her viser undersøgelsen, at kvinderne oplever forskellige udfordringer. Blandt andet har kvinderne en mere negativ oplevelse af undervisningen. De deltager også i lavere grad i de sociale aktiviteter under studiestarten.

Desuden er 16 procent af kvinderne på de mandsdominerede uddannelser i stor risiko for mistrivsel. For deres mandlige medstuderende er tallet ni procent.

Opdelingen af uddannelserne i undersøgelsen fra EVA er baseret på en binær inddeling af køn på baggrund af data fra Danmarks Statistik.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.