BORNHOLM: Statsminister Mette Frederiksen (S) vil åbne debatten om aktiv dødshjælp. Det siger hun i sin åbningstale på Folkemødet i Allinge på Bornholm.
- Jeg ved, at det her en svær debat. Og jeg er opmærksom på, at Etisk Råd flere gange har udtalt sig imod. Selv har jeg det helt anderledes. Og der er meget, der tyder på, at mange af jer har det som jeg.
- Borgerforslag er fremsat. Og så sent som for noget tid siden modtog jeg en hjerteskærende mail fra en kvinde, der havde taget afsked med et familiemedlem uden den værdighed, de havde ønsket, lyder det.
I dag er aktiv dødshjælp ulovligt i Danmark. Et borgerforslag om at legalisere praksissen nåede dog 50.000 underskrifter i maj. Derfor skal emnet tages op i Folketinget.
I den forbindelse udtrykte Lægeforeningen sin modstand.
- Det er der flere grunde til: Vi mener ikke, at lidelse skal håndteres ved, at man slår folk ihjel. Vi frygter den glidebane, man ser i lande, hvor aktiv dødshjælp er indført. Vi mener, man skal satse på ordentlig lindring i den sidste tid, og at der er ressourcer nok til det, sagde Klaus Klausen, der er formand for Etisk Udvalg i foreningen, dengang til flere medier.
I sin tale torsdag nævner Mette Frederiksen, at ressourcestærke kan tage til Schweiz for aktiv dødshjælp. Men ifølge hende skal det ikke være et spørgsmål om ressourcer.
- Det handler om værdighed i den sidste tid i livet, siger Mette Frederiksen, der mener, at der er brug for, at debatten tages i et eftertænksomt tempo.
- Det skal selvfølgelig ikke være meningsmålinger, det skal heller ikke være eksperter, der afgør vores vej på dette spørgsmål. Det er nødt til at være en diskussion, vi har med hinanden. I vores familier. I vores vennekreds. Som mennesker og borgere.
Fyldt med dilemmaer
Mette Frederiksen fremhæver, at hun selv har siddet i den svære situation, hvor hun skulle tage afsked med sine nærmeste.
- Min anbefaling er, at vi ikke konkluderer - slet ikke hurtigt. Men samtalen har vi brug for, siger hun i talen.
Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne, hilser debatten om aktiv dødshjælp velkommen og kalder den fyldt af dilemmaer. Hun er selv uafklaret om sin egen holdning.
- Det dilemmafyldte i det er selvfølgelig, at hvis du tager et ældre menneske, kan det menneske føle sig presset, og sådan kan det også være med meget syge mennesker, siger hun.
- Der kan også være læger, der vil have meget svært ved at udføre og assistere på den måde.
Også regeringspartiet Moderaterne er klar til at tage debatten.
- Vi skal turde at tale meget mere om svære etiske dilemmaer! - og i denne henseende "en værdig død", skriver politisk ordfører Monika Rubin (M) på Twitter.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.