dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Minister siger nej til åbne udvalgsmøder i kommunerne
Spørgsmål om åbne udvalgsmøder i kommunerne rejses af Folketingets Inderigsudvalg.
Foto: ChatGPT / DK Nyt

Minister siger nej til åbne udvalgsmøder i kommunerne

Af hensyn til bl.a. de frie forhandlinger er offentligheden heller ikke i fremtiden velkommen til kommunale udvalgsmøder.
23. DEC 2024 8.00

Er det lovligt for offentligheden at overvære kommunernes udvalgsmøder?

Nej, lyder det korte svar. 

Skal det i fremtiden være lovligt? 

Nej, lyder det korte svar. Igen. 

Emnet er kommet på dagsordenen, da Folketingets Indenrigsudvalg efter ønske fra Carl Andersen (LA) har bedt indenrigs- og sundhedsministeren vurdere, "om det inden for kommunestyrelsesloven er muligt for kommunalbestyrelsen at tillade helt eller delvist åbne udvalgsmøder for offentligheden, herunder om ministeren er villig til at åbne op for denne mulighed, hvis det ikke er muligt i dag efter gældende ret?". 

I sit svar skriver Sophie Løhde (V), at i modsætning til kommunalbestyrelsens møder er møderne i kommunale udvalg ikke offentlige. Desuden er der ikke hjemmel i kommunalstyrelsesloven til, at kommunalbestyrelsen eller udvalget kan beslutte, at udvalgsmøder skal være offentlige. 

En tidløs debat

Det er ikke første gang, at spørgsmålet om åbne udvalgsmøder bliver debatteret i Folketinget.

Tværtimod kan emnet dateres tilbage til 1970'erne, hvor blandt andre Centrum-Demokraterne i 1974 fremsatte et forslag om, at en kommunalbestyrelse fik mulighed for at bestemme, at udvalgenes møder kunne være offentlige. Forslaget, der var begrundet med et ønske om at skabe større åbenhed omkring kommunernes styrelse, blev ikke færdigbehandlet i folketingssamlingen.

I 1977 kommer det igen op til den politiske overflade i en betænkning. Her nedsatte Indenrigsministeriet en arbejdsgruppe til at gennemgå de problemer med nærdemokratiet, der havde vist sig i det kommunale arbejde og i den offentlige debat ifm. gennemførelsen af kommunalreformen. 

Af betænkningen kan man bl.a. læse, at et stigende antal udvalgsmøder rejser offentlighedsproblemer, da "vælgerne afskæres fra at følge og kontrollere deres repræsentanter, og når afgørelserne træffes på kommunalbestyrelsens vegne, kan noget tale for, at reglerne for kommunalbestyrelsens sagsbehandling tillige overføres på udvalgene." 

"Ulemperne ved offentlige udvalgsmøder vil især være, at mulighederne for frie og fortrolige forhandlinger forringes, ligesom udvalgenes effektivitet må formodes at blive ringere," lyder det modsat. 

Desuden fremgår det, at offentlighedens adgang til udvalgenes møder også kan have den "uheldige virkning", at den kommunale administration vil blive tilbageholdende med at forelægge materiale for udvalgene på det tidligst mulige stadium.

Spørgsmålet har sidenhen fundet sin vej til flere betænkninger, og senest i 2002 om indsigt i den kommunale administration afgivet af den af indenrigs- og sundhedsministeren. 

Ingen planer om ændringer 

Med udgangspunkt i tidligere overvejelser skriver indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i sit svar, hun finder det velbegrundet, at møderne i de kommunale udvalg ikke er åbne. 

"Ikke fordi jeg ikke går ind for åbenhed, men fordi det er væsentligt for lokaldemokratiet, at der bevares et rum til uformelle og frie forhandlinger, hvor udvalgsmedlemmernes tilkendegivelser ikke bliver politiske indlæg, der f.eks. bliver målrettet de tilstedeværende tilhørere eller medierne," skriver hun og påpeger i samme ombæring, at det således er væsentligt at undgå, at de reelle forhandlinger risikerer at blive henlagt til mere private fora.

"Jeg har derfor ikke planer om at foreslå ændringer af reglerne om udvalgsmøder i kommunerne," lyder den endelige afgørelse. 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.