dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Odense Kommune vil følge med i unges færden på Telegram
Appen Telegram har eksisteret siden 2013 og har sit ophav i Rusland. (Arkivfoto)
Foto: Silas Stein/Ritzau Scanpix

Odense Kommune vil følge med i unges færden på Telegram

Kommunes tilstedeværelse på det sociale medie Telegram skal ifølge rådmand fungere præventivt.
19. JUN 2024 10.16

ODENSE: Odense Kommune vil overvåge unges færden på det sociale medie Telegram. Det fortæller rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Christoffer Lilleholt (V) til TV 2 Fyn.

- Vi kunne tænke os at prøve i en periode på tre måneder at se, om vi kan komme ind i nogle af de her grupper, så vi er til stede, ligesom vi er mange steder fysisk. De unges liv har flyttet sig, og dér er vi nødt til at følge med, siger rådmanden til mediet.

Telegram er et socialt medie, som man kan bruge til at sende sms'er og foretage opkald samt deltage i kanaler. På appens side i App Store skriver mediet selv, at det er skabt til "dem, der er interesserede i maksimalt privatliv".

Appen er krypteret, hvilket betyder, at de oplysninger og data, der deles på appen, er sikret med en kode, som skal forhindre uvedkommende i at få adgang til dem.

Det er i flere medier blevet beskrevet, hvordan børn og unge bliver udsat for chikane og bliver udstillet i appen.

Forbud ikke lige om hjørnet

Ifølge rådmand Christoffer Lilleholt skal kommunens tilstedeværelse på appen fungere præventivt mod flere problemer. Christoffer Lilleholt nævner handel med hårde stoffer samt videoer med voldshandlinger og krænkelser.

Socialdemokratiets ligestillingsordfører, Trine Bramsen (S), og Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), fortalte i starten af juni til Berlingske, at partiet vil forbyde Telegram.

Det ser Christoffer Lilleholt ikke ske foreløbig, og det er på den baggrund, at kommunen vil følge med i grupperne på appen.

For at komme med i en gruppe på appen skal man have en invitation eller et link fra gruppernes "ejere". Politiet har tidligere infiltreret appen for at afdække salg af stoffer og deling af intime videoer.

Appen blev også nævnt i en sag om højreekstrem terror. I slutningen af maj blev en 17-årig dreng idømt syv års fængsel for at have tilsluttet sig den nynazistiske gruppe "Feuerkrieg Division".

Telegram har eksisteret siden 2013 og stammer fra Rusland.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.