dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Offentligt ansattes ytringsfrihed er under pres
Manglende tid til arbejdet og dårligt arbejdsmiljø kan være nogle af de kritisable forhold, som offentligt ansatte kan ytre sig om - hvis de tør. (Arkivfoto)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

FOA-undersøgelse:
Offentligt ansattes ytringsfrihed er under pres

Det "ligger i luften", at man ikke bør ytre sig i offentlighed, siger en fjerdedel. "Lederne på de arbejdspladser har fået det helt galt i halsen", lyder det fra sektorformand.

Offentligt ansatte føler sig i høj grad presset på ytringsfriheden, viser en ny undersøgelse lavet af FOA. Den viser bl.a. at 14 pct. oplever, at ledelsen direkte har fortalt dem, at de ikke bør ytre sig til offentligheden om kritisable forhold på arbejdspladsen. Yderligere 25 pct. oplever indirekte, at det "ligger i luften".

- Lederne på de arbejdspladser har fået det helt galt i halsen, hvis de tror, de kan give de ansatte mundkurv på. Tværtimod har offentligt ansatte en særlig forpligtelse til at råbe vagt i gevær, når de oplever kritisable forhold, og vi har alle pligt til at lytte. For det handler ofte om arbejdspladser, hvor de ansatte skal drage omsorg for mennesker, der ikke selv kan sige fra, som børn, ældre, syge og sårbare. Så det er ekstremt vigtigt, siger formand for social- og sundhedssektoren i FOA Tanja Nielsen.

Ud af 10.672 medlemmer inviteret til spørgeundersøgelsen svarede 4.701 medlemmer, svarende til 44 pct. Undersøgelsens konklusioner bygger på svarene fra offentligt ansatte i arbejde, hvilket er 3.604 besvarelser, og undersøgelsen er gennemført blandt ansatte bredt i den offentlige sektor, fra fx ældrepleje, børnehaver, brandstationer og kantiner.

Kritisable forhold

Et ud af fem medlemmer har ifølge svarene inden for de seneste to år oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, og 22 pct. svarer ja til at have oplevet forhold, som offentligheden burde kende til. Besvarelserne viser også, at 55 pct. mener, at det vil få konsekvenser for dem at udtale sig offentligt om de kritisable forhold.

De handlede oftest om dårligt psykisk eller fysisk arbejdsmilø, dårlig ledelse, manglende tid til borgere/børn/patienter, og at arbejdet ikke udføres fagligt forsvarligt. Også sjusk og fejl blandt kolleger og omsorgssvigt bliver nævnt.

- Jeg synes, at det er bekymrende. Det er enormt vigtigt, at offentligt ansatte tør at sige fra, hvis de ser ting, der ikke er i orden. Det gælder, hvis en borger ikke får en ordentlig pleje, eller hvis arbejdsmiljøet ikke er i orden. At italesætte problemer er det første skridt mod at løse dem, siger Tanja Nielsen og tilføjer, at de ansatte er vores alles førstehåndsvidner på velfærdens tilstand.

- Så vi skal have gjort op med selvcensur, ligesom vildfarne ledere skal holde op med at stække de ansattes ytringsfrihed, siger sektorformanden.

Langsomt bedre

Undersøgelsen viste også, at 14 pct. af dem, der så påtalte de kritisable forhold, oplevede negative konsekvenser af det, og de udmøntede sig oftest i et forværret psykisk arbejdsmiljø. 27 pct. oplevede, at det både fik negative og positive konsekvenser.

Overordnet i forhold til ytringsfriheden er der sket en bedring siden 2018, hvor FOA lavede en lignende undersøgelse. Dengang havde 37 pct. tilbageholdt kritik af forhold på arbejdspladsen af frygt for repressalier mod 26 pct. i dag.

- Det er så stærkt, at der er flere, der mærker efter, reagerer og siger fra overfor kritisable forhold. Enhver, der gør det, fortjener stor ros frem for repressalier, siger Tanja Nielsen.

- Lukker vi øjne og ører for dette her problem, og bliver de ansatte presset til at gøre det samme, baner vi vejen for, at der opstår forråelse. For den gror ud af afmagt. Derfor skal vi have de kritisable forhold frem i lyset, i det øjeblik vi får øje på dem, lyder det fra formanden for social- og sundhedssektoren i FOA. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.