Regeringen vil løse fødselskrise med inspiration fra grøn trepart
Regeringen vil sætte ind mod faldende fødselsrater med inspiration fra den grønne trepart. Det fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag i Statsministeriet med regeringspartnerne Troels Lund Poulsen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M).
Regeringen er optaget af, at danskerne får færre børn. I 2030 vil der blive født 8.000 færre børn end ventet, og det vil udfordre økonomien på langt sigt, lyder det.
Mette Frederiksen kaldte det en "ulykkelig udvikling".
- Vi vil ikke foregive, at der er nogen let løsning på det her. Vi vil til gengæld gerne gå i gang med at løse den her opgave, hvis vi overhovedet kan, sagde Mette Frederiksen.
Vidensdeling til en start
Regeringen præsenterede ikke en klar model for, hvordan indsatsen mod de faldende fødselsrater skal forløbe. Men det skal ske på en måde, der inddrager det brede samfund, ligesom det blev set med den såkaldte trepartsaftale om grøn omstilling af landbruget.
- Sammen med jer derude sætter vi nu et arbejde i gang. Vi vil rigtig gerne blive klogere på, hvad det er, der gør sig gældende i ikke mindst vores unge generation, lød det fra Mette Frederiksen.
Mette Frederiksen vil derfor indkalde til en form for vidensdeling, hvor de, der kommer med de bedste idéer, kan få handlet på dem.
- Der er vi parate til at lægge stemmer, mandater i Folketinget og også økonomi til, at det faktisk kan blive til virkelighed.
Statsministeren bebudede, at det vil ske med "fuld respekt" for arbejdsmarkedets parter og de private overenskomstforhandlinger, der går i gang i 2025.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.