Region Hovedstaden med nyt tilbud til gigtpatienter
Antallet af borgere i Region Hovedstaden, der gennem operation får et kunstigt knæled, er stigende. Desuden udgør de en af de største patientgrupper indenfor operation i knogler og led.
Af samme grund har politikerne i Region Hovedstaden afsat 7 mio. kr. til at udvikle et alternativt tilbud operation i knæ med slidgigt. Ambitionen er, at patienterne gennem det nye træningstilbud, der er det første af sin slags og omfang i Danmark, kan enten undvære eller udskyde en operation.
- Det er ikke hensigten at berøve patienterne deres rettighed til behandling, men derimod at give patienterne de bedste forudsætninger for enten at undgå at komme på operationsbordet eller at forbedre forløbet, hvis det viser sig, at det alligevel trods træning, er nødvendigt at erstatte det slidte knæled med et nyt, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
Siden den 1. oktober er henviste patienter med slidgigt i knæ på Bispebjerg Hospital derfor blevet mødt af det nye, udvidede tilbud, og i løbet af de kommende måneder forventes det at blive rullet ud til de øvrige hospitaler i Region Hovedstaden.
På årsbasis forventer regionen at kunne give tilbuddet til mellem 900 og 1.300 borgere.
Mestring
Cheflæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og næstformand i taskforcen, Henrik Palm, har allerede sammen med Parker Instituttet givet tilbuddet til nogle af de patienter, der er kommet med let slidgigt. Det har givet gode resultater, og han forventer, at det udvidede behandlingstilbud også kan hjælpe en stor del af de patienter, der kommer med sværere slidgigt.
- Vi har rigtig gode resultater med de første 250 patienter. Under ti er endt med at blive opereret. De havde kun slidgigt i lettere grad, men var dog henvist fra egen læge til vurdering på en kirurgisk afdeling. Patienterne forventer faktisk ikke et quickfix og er rigtig glade for at undgå operation, fortæller han.
Som en del af tilbuddet vil der også blive afsat tid til patientinformation under forundersøgelsessamtalen i ambulatoriet. Programmet vil indeholde en sammensætning af forskellige behandlingstilbud: fysisk træning ved fysioterapeut og hjælp til vægttab ved diætist.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.