Regionsklinik sikrer lægedækning på Langeland
LANGELAND / SYDDANMARK: Problemer med at rekruttere praktiserende læger på Langeland får nu Region Syddanmark til at åbne sin første egentlige regionsklinik pr. 1. maj 2017. Regionen har siden september drevet et midlertidigt lægetilbud i lokalerne, og det er således dette tilbud, som fra 1. maj fortsætter som en decideret regionsklinik.
Regionen oplyser, at man siden sommeren 2016 har forsøgt at rekruttere privatpraktiserende læger til øen uden større held, og man derfor har set sig nødsaget til at sende klinikken i udbud.
Tre private aktører har imidlertid budt på driften, men da regionen har vurderet, at det er væsentligt billigere selv at drive lægehuset i Rudkøbing, bliver der fremover regionen selv, der kommer til at have ansvaret for klinikken, som man vil bemande med to læger samt det nuværende klinikpersonale.
Formanden for sundhedssamordningsudvalget i regionen, Tage Petersen (V), udtaler, at det ligger regionen meget på sinde, at langelænderne nu får et tilbud, som de er trygge ved og glade for.
- Det ligger os meget på sinde, at patienterne ikke kommer til at mærke den store forskel, og vi vil gøre vores yderste for at sikre, at klinikken bemandes af faste læger, forsikrer han.
Regionen har tidligere drevet lignende regionsklinikker i blandt andet Esbjerg og Ølgod, men der har kun været tale om midlertidige tilbud, indtil praktiserende læger eller andre aktører har overtaget driften.
Det er således første gang, at regionen åbner en regionsklinik på mere permanent basis, hvilket vil sige med en tidshorisont på fire år. Dog er der i aftalen om bedre lægedækning, der blev indgået af et bredt flertal i Folketinget tilbage i februar, lagt op til at regionerne fremover skal kunne drive regionsklinikker i områder med lægemangel i seks år i stedet for kun fire.
Klinikken i Rudkøbing kommer fremover til at hedde Regionsklinikken Langeland, og personalet kommer til at varetage behandlingen af knap 2.000 patienter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.