dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Årelang kemisk forurening:
Sundheds-risici ved at bo i Grindsted skal granskes nærmere

Den udvidede forskergruppe er klar med tre anbefalinger til nærmere undersøgelse af sundhedsrisikoen ved at bo i Grindsted.

SYDDANMARK: Sidste år gav det kritik fra borgere, forskere og lokalpolitikere, at det syddanske regionsråd ikke var parat til at udvide undersøgelser af de sundhedsmæssige konsekvenser af den årelange kemiske forurening fra det tidligere Grindstedværket. Grindsted by er belastet af kemisk forurening i både drikkevand, kloakvand og vandløb.

Statens Institut for Folkesundhed gennemførte i 2018 og 2019 undersøgelsen, der dengang viste, at borgerne i Grindsted ikke var mere syge end borgere i sammenlignelige byer. Et flertal i forskergruppen mente på den baggrund, at der ikke var belæg for at gå videre med flere undersøgelser – og den indstilling fulgte regionsrådet.

Efter kritikken valgte regionen i oktober 2021 at invitere mange nye forskere ind i endnu et undersøgelsesforløb, og den udvidede forskergruppe er nu klar med anbefaling af tre hovedelementer, som både skal give en opdatering af den oprindelige sundhedsundersøgelse og tilføje to yderligere undersøgelser, der går på borgernes bekymringer og risikoen ved at bo i Grindsted by.

Gruppen anbefaler regionsrådet at gennemføre tre af de fire undersøgelser, så snart det er muligt:

  • Fire år til: En opdatering af den oprindelige sundhedsundersøgelse over sygdomsforekomst, så data fra 2017 til 2021 tilføjes den eksisterende rapport, som går frem til 2017. Samtidig kan det overvejes at gentage opdateringen af udviklingen i sygdomsforekomst i Grindsted hvert femte år.
  • En risikoundersøgelse, der ser på risikoen ved at bo i Grindsted i fremtiden. Bl.a. vand og indeklima skal undersøges, og eksponering og grænseværdier af relevante stoffer skal sammenlignes.
  • En arbejds- og miljømedicinsk undersøgelse, hvor borgerne kan beskrive deres bekymringer og symptomer over for læger fra Odense Universitetshospitals Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling i et ambulatorium på Grindsted Sygehus. Derudover vil der også blive lavet en vurdering af de enkelte borgeres udsættelse for konkrete forureningsstoffer.

Forskergruppen har besluttet, at et fjerde forslag, som bl.a. indeholder en eksperimentel model, afventer videre stillingstagen, da undersøgelsen kræver information og data om forureningskilder og eksponering i Grindsted, der endnu ikke er tilgængelig. Disse informationer og data kan potentielt findes via to af de anbefalede undersøgelser.

Det næste skridt er, at anbefalingen nu skal præsenteres på et borgermøde og siden behandles i regionens forretningsudvalg.

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.