Sundhedspersonale vil fjerne navne fra Sundhedsplatformen
HOVEDSTADEN: Ansatte i Region Hovedstaden vil have deres navne fjernet på den omstridte Sundhedsplatform. Her kan utilfredse patienter i eksempelvis psykiatrien gå ind og finde det fulde navn på sygeplejersker i deres journal. Derfor kræver tillidsfolk nu en ændring af det i forvejen omstridte journalsystem, skriver TV2 Lorry.
Ifølge Rikke Bondorff fra Dansk Sygeplejeråd, som repræsenterer sygeplejerskerne i Region Hovedstadens Psykiatri, er der flere eksempler på, at sygeplejersker har modtaget trusler fra patienter, der kender blandt andet hjemadresserne. Det skaber en stigende utryghed, at 'jeg ved, hvor du bor', ikke længere er tomme ord.
Den digitale udvikling
Det er ikke kun digitalt, sygeplejersker har ønske om at få fjernet efternavnet. I oktober sidste år fik personalet på Sygehus Sønderjylland eksempelvis selv lov til at vælge, om de vil oplyse efternavnet over for patienter. Det skete på baggrund af, at flere havde følt sig truet eller stalket af patienter eller pårørende.
Det samme blev tilfældet for Region Hovedstadens sundhedspersonale i 2013, personalet på Skejby i Aarhus i 2016, hvor det også blev frivilligt, ligesom Sydvestjysk Sygehus har ladet det være op til den enkelte afdeling.
Det er den digitale udvikling, som nu er med til at give truslerne en anden karakter, end når navnet kun vises på brystlommen. Sygeplejerådets Rikke Bondorff og sosuernes fællestillidsrepræsentant fra FOA i Regions Hovedstadens Psykiatri Lisbeth Glaven foreslår derfor, at det bliver muligt at kunne stå med tjenestenummer, brugernavn eller fornavn og initialer i de digitale journaler. På den måde kan de ifølge TV2 Lorry stadig identificeres, men ikke opsøges af patienter.
Region Hovedstadens HR-direktør, Martin Magelund Rasmussen, oplyser til TV2 Lorry, at lignende forslag har været diskuteret, men uden at slå igennem. Han afviser dog ikke, at beslutningen kan tages på et andet tidspunkt.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.