Sundhedspersonales navne kan snart skjules over for truende patienter
Medarbejdere i sundhedsvæsenet kan snart få deres navne skjult på blandt andet sundhed.dk over for patienter eller borgere, som har chikaneret eller truet dem. Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse fredag.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) udtaler i pressemeddelelsen, at der er "en stigende tendens" til, at sygeplejersker, læger og sosu-medarbejdere oplever chikane og trusler i eller uden for arbejdstid:
- Det nye initiativ om sløring af navne i loggen over opslag i oplysninger om for eksempel vaccination, medicin og aftaler på blandt andet sundhed.dk er en brik i en større og løbende indsats, der skal beskytte sundhedspersonalet mod trusler og chikane.
En undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser ifølge ministeriet, at op mod halvdelen af sygeplejerskerne er utrygge ved at, at deres fulde navn fremgår af journalen. Knap hver tredje er bange for, at de eller deres familie bliver opsøgt.
I dialog med Danske Regioner
Sløringen af sundhedspersonales navne er en ud af flere nye regler, der skal være med til at sikre bedre beskyttelse mod vold, trusler og chikane af medarbejdere i sundhedsvæsenet. De nye regler er netop sendt i høring og vil træde i kraft i løbet af marts. Medarbejdernes navne kan skjules i 90 dage ad gangen med mulighed for forlængelse.
I første omgang vil muligheden blive udrullet i regionerne, men ændringerne vil på sigt også omfatte andre dele af sundhedssektoren som for eksempel praksissektoren og kommunale behandlingssteder.
Det fremgår af pressemeddelelsen, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet er i tæt dialog med Danske Regioner om yderligere tiltag.
Derudover har Justitsministeriet fremsat et lovforslag, som skal forhindre udlevering af navne på offentligt ansatte, hvis man vurderer, at der ligger chikanøse motiver bag.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.