Syddanmark åbner klinik på sygehus for lægemangel i Esbjerg
SYDDANMARK: Region Syddanmark vil løse mangelen på praktiserende læger i Esbjerg-området ved at oprette en klinik på Sydvestjysk Sygehus til 3.200 patienter. Det vil regionen nu søge ministeriel tilladelse til, oplyser TV Syd.
Klinikken skal placeres i lokaler tæt på akutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus. Der har gennem de seneste år været meget begrænset lægevalg i Esbjerg og omegn.
Region Syddanmark er ifølge sundhedsloven forpligtet til at sikre regionens borgere en god lægedækning med tilgængelige sundhedstilbud i hele regionen, men regionen har i længere tid haft svært ved at leve op til forpligtelsen i flere områder herunder i Esbjerg-området. Det har været nødvendigt at etablere et midlertidigt, regionsdrevet tilbud i Langlihuset i Hjerting og efterfølgende en klinik drevet af en privat aktør.
Nu ansøger regionen Sundheds- og Ældreministeriet om tilladelse til at etablere forsøg med nye organisationsformer, så der kan etableres en almenmedicinsk klinik på sygehuset i Esbjerg. Klinikken vil i princippet begynde uden patienter, men på grund af de begrænsede valgmuligheder af læge i byen, forventer regionen en hurtig tilgang til klinikken, skriver regionen i sit oplæg.
Der ansøges i første omgang om en forsøgsperiode på seks år. Umiddelbart ser de praktiserende lægers organisation PLO positivt på forsøgets gennemførelse, oplyser TV Syd.
Da en lægeklinik på Bornholm i april 2016 lukkede, uden at det lykkes at finde en afløser, oprettede Region Hovedstaden en lignende løsning for patienterne på sygehuset i Rønne, skriver TV2 Bornholm. Den blev oprettet som en midlertidig løsning, men klinikken har siden fået Folketingets ord for, at den har finansiering de næste seks år.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.