dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Syddanmark inviterer nu kritiske forskere til Grindsted-møde

Regionen har inviteret flere forskere til at drøfte den kritiserede sundhedsundersøgelse fra Grindsted samt forholde sig til ny viden om mulige ALS-tilfælde i byen.

SYDDANMARK: Ovenpå den seneste tids kritik af sundhedsundersøgelsen af sygdomme i Grindsted - afdækket af Dagbladet Information - har Region Syddanmark inviteret, hvad der kaldes "en stor gruppe" forskere til at drøfte undersøgelsen samt forhold sig til ny viden om mulige ALS-tilfælde i Grindsted.

Formålet er at afklare, om der er behov for at undersøge sundhedstilstanden i byen yderligere, fremgår det fra regionen. Grindsted er belastet af kemisk forurening fra det tidligere Grindstedværket - i drikkevand, kloakvand og vandløb.

Statens Institut for Folkesundhed gennemførte på vegne af regionen i 2018 og 2019 undersøgelsen, der dengang viste, at borgerne i Grindsted ikke var mere syge end borgere i sammenlignelige byer.

Et flertal i forskergruppen mente på den baggrund, at der ikke var belæg for at gå videre med flere undersøgelser – og den indstilling fulgte regionsrådet.

Baggrunden, for at drøfte undersøgelsen og resultaterne igen, er, at der muligvis er fundet nye ALS-tilfælde i byen, og at sundhedsundersøgelsen har mødt kritik fra en række forskere, der ikke har været involveret i undersøgelsen.

Flere inviteres

Derfor tæller kredsen af inviterede forskere dels den oprindelige forskergruppe, dels forskere, der har kritiseret undersøgelsen - ligesom forskere fra landets universiteter, som vurderer, at de kan bidrage til drøftelsen, er inviteret.

Koncerndirektør Kurt Espersen fortæller, at regionen ønsker at få en ny faglig vurdering af, om regionen traf den rigtige beslutning, da man valgte ikke at lave en opfølgende sundhedsundersøgelse:

- Vi har kun interesse i, at vi, politikerne og borgerne i Grindsted, får så meget viden som muligt og så kvalificeret viden som muligt.

Mødet finder sted den 9. november.

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.