Efter afsløring om ætsende nedfald:
Teflonfabrik i Helsingør lukker dele af sin produktion
HELSINGØR: Fra nytår lukker teflonfabrikken Accoat dele af sin produktion i Kvistgård i Helsingør Kommune. Det oplyser virksomheden til DR. Udmeldingen kommer efter, at DR har berettet, at fabrikken har sendt ætsende nedfald ud af skorstenen et ukendt antal gange gennem flere årtier. Mediet har talt med flere tidligere medarbejdere, som bl.a. har oplevet, at deres biler har fået lakskader på grund af nedfaldet.
Direktøren for Accoat, Susie-Ann Spiegelhauer, begrunder dog nedlukningen med ændringer i markedet og efterspørgslen, men forsikrer samtidig, at produktionen ikke vil genoptages på et senere tidspunkt, ligegyldigt hvordan markedet ser ud. Hun vil dog ikke oplyse, hvor ofte fabrikken har udsendt ætsende nedfald fra skorstenen siden år 2000, men hun erkender, at myndigheder burde have været oplyst om nedfaldet. Hun forklarer samtidig, at der ikke har været stærkt ætsende stoffer i nedfaldet, men kun rust og kalk.
Mistænkt for PFAS-forurening
Tidligere på året blev der fundet massiv PFAS-forurening på virksomhedens tidligere adresser i Nordsjælland. Dette førte til, at Helsingør Kommune begyndte at mistænke fabrikken i Kvistgård for at forurene luften med PFAS.
I oktober fremsatte kommunen et krav om, at virksomheden skulle lave PFAS-målinger af røgen fra dens skorsten. Fabrikken skrev dengang, at den altid har benyttet lovlige produkter i produktionen og overholder miljøgodkendelsens krav.
Efter afsløringerne om ætsende nedfald ønsker flere partier i Helsingør Byråd, at Miljøministeriet går ind i sagen.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.