dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
To nye læger rykker ind i Tingbjerg med kommunens hjælp
Foto: Jesper Mortensen, Ritzaufoto.

To nye læger rykker ind i Tingbjerg med kommunens hjælp

Efter to år uden en lægepraksis er det nu lykkedes Region Hovedstaden at rekruttere to praktiserende læger til Tingbjerg. Københavns Kommune stiller socialrådgiver til rådighed og tilbyder hjælp til at finde egnede lokaler

HOVEDSTADEN / KØBENHAVN: Siden den sidste lægepraksis lukkede tilbage i maj 2015, har borgere i Tingbjerg måttet kigge langt efter en praktiserende læge i nærområdet. Det har nemlig været umuligt for regionen at rekruttere læger til Tingbjerg, som betegnes som et udsat boligområde, og borgerne har derfor været nødt til at rejse uden for nærområdet for at komme til læge. 

Situationen fik Københavns Kommunes sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) til at gå ind i arbejdet i 2016 ved at stille en socialrådgiver til rådighed i to år, at tilbyde hjælp til at finde egnede praksislokaler og et tæt samarbejde med områdets sundhedsaktører, herunder den kommunale sygepleje.

- Vi har som kommune valgt at gå ind i det her arbejde, fordi vi mener, at det er afgørende, at der bliver gjort en fælles indsats for at komme lægemanglen i Tingbjerg til livs. Tingbjerg er et udsat område, og vi er nødt til at tænke ud af boksen, hvis vi skal lykkes med at skabe større social lighed i sundhed på tværs af byen, siger Ninna Thomsen.

Gratis teletolkning
Politikerne i Region Hovedstaden har desuden besluttet at tilbyde gratis teletolkning hos lægerne i Tingbjerg, da det kan være med til at lette arbejdsdagen for lægerne i området. Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) er meget begejstret for, at beboerne i Tingbjerg nu kan komme til lægen tæt på deres bopæl.

- Vi har fra politisk side i regionsrådet insisteret på, at du skal have en læge tæt på, hvor du bor – også i Tingbjerg. For at lokke lægerne til har vi blandt andet tilbudt gratis opkobling til teletolkning, så lægen har nem adgang til en professionel tolk, hvis der er brug for det, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hun er glad for, at en fælles indsats med PLO-Hovedstaden og kommunen kan tilbyde en tryg løsning til alle dem, der bor i Tingbjerg og dermed bidrage til en positiv udvikling i området.

Også i Ishøj og Halsnæs
Fælles for de tre parter er målsætningen om, at alle borgere skal have mulighed for at få lægehjælp tæt på eget hjem. Noget der dog kan være svært at sikre for borgere, der bor i yder- og udsatte områder.

Lignende samarbejder hvor kommune, region og de praktiserende læger arbejder sammen om at gøre det attraktivt for lægerne at have praksis i udsatte områder har også sikret lægedækningen i blandt andet Ishøj og Halsnæs. 

- I PLO-Hovedstaden er vi rigtig glade for de ekstra tiltag, der er kommet fra Københavns Kommune med en socialrådgiver og deres hjælp til at finde egnede lokaler. Det er sådanne helt konkrete lokale tiltag, der skal til for at finde løsninger på lægemanglen, udtaler Karin Zimmer, formand for PLO-Hovedstaden. 

Med de to nye praktiserende læger vil 3.200 borgerne fremover få adgang til egen læge i Tingbjerg. De to lægepraksisser åbner inden for et år.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.