To regionale S-formænd vil tage over efter Bent Hansen
At Bent Hansen ikke kan se sig selv som aktiv regionspolitiker i en alder af 73 år og derfor i nytårsdagene valgte at annoncere sin politiske tilbagetrækning, har fået begge de to andre socialdemokratiske regionsrådsformænd til at forsøge at blive deres partisbud på den nye formand for Danske Regioner.
Først meldte Hovedstadens regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen sig klar, og senest kom en tilsvarende melding fra Ulla Astman, der er regionrådsformand i Nordjylland.
Mens 46-årige Ulla Astman har været formand for Regionsråd Nordjylland i alle ti år, regionerne har eksisteret, kom 41-årige Hæstorp først til efter RV13, da hun afløste veteranen Vibeke Storm Rasmussen (S).
Bedre forhold til KL
Sundhedsfaglig indsigt skorter det ikke på hos nogen af dem. Mens Astman har mangeårigt arbejde i Danske Regioners sundhedsudvalg bag sig, kommer Hæstorp med en Folketings-baggrund, hvor hun frem til RV13 var sit partis sundhedsordfører.
Astman har luftet et forbedret forhold til KL som et politisk projekt. 'Et forhold, der har været lidt køligt, efter at fusionsplanerne mellem os led skibbrud', som hun udtrykker det. Hæstorp har fra sin side en ambition om at 'være en formand, der skaber åbenhed, transparens og kommer i dialog med vores store medarbejderorganisationer'.
Hvem af de to der skal være ny spids for de regionale socialdemokrater, bliver - rent formelt - afgjort i gruppen af socialdemokrater i Danske Regioners bestyrelse, når den træder sammen efter valget.
Der er i denne periode seks fra S i den 17 mand store bestyrelse - de fem regionale spidskandidater plus en til - og personspørgsmålet vil højst sandsynligt blive afklaret længe før valget 21. november.
Men først efter valget vil det stå klart, om pilen denne gang vil pege mod en formand fra S eller V.
Også Lose er på banen
En valgblok bestående af ni bestyrelsesmedlemmer S-SF-EL-R pegede efter RV13 på Bent Hansen, mens en valgblok bestående V-DF-K mønstrede otte. Socialdemokraterne blev største parti med seks medlemmer i bestyrelsen, mens Venstre fik fem. Og endelig var tre ud af fem regionsrådsformænd fra S, så Bent Hansen var svær at komme udenom.
På Venstres side har den syddanske regionsrådsformand Stephanie Lose (V) også budt sig til som regionernes politiske overhovede, hvis det skulle komme til et borgerligt flertal i regional sammenhæng. Hun er i dag næstformand i Danske Regioner, hvor hun efterfulgte Carl Holst, mens regionsrådsformands-kollegaen med størst anciennitet, sjællandske Jens Stenbæk, ikke stiller op igen. Som hans afløser som spidskandidat til Regionsråd Sjælland blev folketingsmedlem Jacob Jensen endelig udpeget på et opstillignsmøde mandag.
I det midtjyske er den nuværende Ikast-Brande-borgmester Carsten Kissmeyer ny V-spids, der skal forsøge sig i det tomrum, der opstår efter en politisk sværvægter som Bent Hansenhvis afløser somspidskandidat endnu ikke er valgt. En kandidat fra Skive, regionsrådsmedlem Claus Kjeldsen, udfordrer partiets officielle kronprins, næstformand i regionen Anders Kühnau fra Horsens, og det spørgsmål afgøres 8. februar.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.